- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Destination Vesterhavet driver vækst i dansk turisme

Destination Vesterhavet var i årets første halvdel dét af landets 19 destinationsselskaber med størst vækst. Der var en fremgang på 146 procent i udenlandske turister i forhold til 2019, oplyses det.

De nye overnatningstal fra Danmarks Statistik viser, at Danmark i årets seks første måneder havde flere både danske og udenlandske overnattende gæster end i samme periode 2019.

Dansk turisme kan notere en samlet fremgang på 13 procent fordelt på en fremgang på 21 procent i danske gæster og fire procent i internationale turister sammenlignet med det sidste normale år inden pandemien, 2019, noterer destinationsselskabet Destination Vesterhavet, der dækker kommunerne Ringkøbing-Skjern og Varde.

I samme periode – januar til juni i år – præsenterer Destination Vesterhavet en vækst på 25 procent både i samlede antal overnatninger og i fremgangen af internationale gæster.

Således står Destination Vesterhavet for 29 procent af landets samlede turismefremgang og 146 procent af væksten i internationale turister i hele Danmark, hedder det i en pressemeddelelse.

”Destination Vesterhavet er derved dén af landets 19 destinationer, som bidrager mest på landsplan til at få turisme tilbage på vækstsporet,” lyder det.

Vi er den helt store drivkraft
I pressemeddelelsen siger Peer Heldgaard Kristensen, direktør i Destination Vesterhavet: ”Tallene for første halvår viser, at Destination Vesterhavet er den helt store drivkraft for turismevæksten i Danmark. Kyst- og naturturisme bærer i høj grad udviklingen, og det er et glædeligt resultat af vores indsats med at tiltrække gæster uden for den normale højsæson.

Det er et vigtigt led i at skabe en bæredygtig dansk turisme, der bidrager til arbejdspladser og et levende erhvervs- og handelsliv, der gør vores kommuner til et attraktivt sted at bo og leve hele året rundt”, siger turistdirektøren.

Samlet set havde Ringkøbing-Skjern Kommune 1.936.845 målbare kommercielle overnatninger fra januar til juni i år, mens der i 2019 var 1.477.591 i samme periode. De tyske gæster udgjorde 1,5 millioner mod 1,1 millioner i 2019, en vækst i gæster fra Tyskland på 32 procent.

Varde Kommune bød 2.159.308 gæster velkommen fra januar til juni i år, mens der var 1.791.412 i samme periode i 2019. I Varde repræsenterede de tyske gæster 1,5 millioner overnatninger mod 1,2 millioner på samme tid i 2019, en vækst i tyske gæster på 21 procent.

Målt i målbare kommercielle overnatninger, danske som udenlandske, havde København i årets første seks måneder 4,9 millioner, Destination Vesterhavet havde på andenpladsen lige over fire millioner, mens Destination Nordvestkysten (med kommunerne (Hjørring, Holstebro, Jammerbugt, Lemvig og Thisted) som tredjestørste destination i dette års første seks måneder havde 2,3 millioner målbare kommercielle overnatninger.

Relaterede artikler:

Flere hotelovernatninger i Danmark end før corona

Kysterne i Danmark kan rumme flere turister

Stort dansk feriecenter fik rekordoverskud i coronaår