- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dette fik Stordalen med i “Operation Bernie”

Petter Stordalen har via "Operation Bernie" overtaget en rejsekoncern med 2.300 ansatte, 1,6 millioner kunder og en årlig omsætning på 15,7 milliarder svenske kroner.

Det var en jublende lykkelig Peter Stordalen, der blev taget imod som en anden rockstjerne, da han onsdag ved et pressemøde i Stockholm blev præsenteret som ny storaktionær i moderselskabet til Spies, Ving og Tjäreborg.

Hele salgsprocessen havde internt fået navnet “Operation Bernie”, hvilket refererer til rejsekoncernens maskot, Bernie, der  har været en del af koncernens image siden 1994 sammen med Lollo, der daterer sig tilbage til 1976.

“Det er helt unikt. Det er et verdensklasseselskab. Operation Bernie har fået Thomas Cook Northern Europe tilbage på nordiske hænder,” sagde Petter Stordalen på pressemødet.

Overtager 2.300 ansatte
Den flamboyante norske hotelmilliardær har overtaget en koncern, der sælger pakkerejser med egne fly og hoteller suppleret af fleksible pakkerejser med rutefly, krydstogtpakker samt individuelle flybilletter og hotelovernatninger.

Lollo & Bernie på Sunwing Makrigialos Beach Resort (Foto: Carlos Norlén)

Samlet består koncernen af 2.300 ansatte, hvor 600 er ansat i rejseselskaberne og 1.170 i flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia, der fremover kommer til at hedde Sunclass Airlines. Herudover er der 240 ansatte i udlandet samt 216 ansatte på egne hoteller i koncernen.

Hotellerne omfatter Sunwing Family Resorts og Ocean Beach Club by Sunwing samt voksenhotellerne Sunprime Hotels.

Den nordiske rejsekoncern ledes af koncernchef Magnus Wikner fra hovedkontoret i Stockholm, og i Danmark er det Jan Vendelbo, der har sidder i chefstolen.

1,6 millioner kunder
Samlet omsatte koncernen i regnskabsåret 2017/18 for 15,7 milliarder svenske kroner (11 milliarder danske kroner). hvoraf 94 procent sælges direkte, mens de resterende seks procent afsættes via forhandlere. Af det direkte salg er 85 procent af rejserne solgt online.

Samlet har koncernen 1,6 millioner kunder, der rejser fra 34 lufthavne i Norden. Af disse kunder tilhører 275.000 Spies i Danmark.

Petter Stordalen fremhævede ved pressemødet, at rejseselskaberne i de fire lande er den største rejsearrangør i deres respektive markeder. Spies, der blev etableret i 1956, er størst i Danmark, mens Ving, der også er fra 1956, er størst i Sverige. Ving i Norge, der er etableret i 1970, er størst på sit hjemmemarked, og det samme gælder for Tjäreborg i Finland, hvis historie strækker sig tilbage til 1966. Endelig er der Globetrotter i Sverige, der er datterselskab af Ving og forhandler individuelle rejser og krydtogtrejser.

Koncernintegreret flyselskab
Thomas Cook Airlines Scandinavia – nu Sunclass Airlines – har hovedkontor i Københavns Lufthavn og beskæftiger 13 fly fra syv faste baser i Skandinavien, henholdsvis København, Billund, Stockholm-Arlanda, Gøteborg-Landvetter, Malmø, Oslo og Helsinki.

Flyselskabet blev officielt etableret i 2008  og har tidligere heddet MyTravelAirways og før det Premiair.

“Tænk, jeg har aldrig drømt om at komme til at eje et flyselskab. Det er fantastisk. Dette har været min hidtil bedste dag i mit forretningsliv,” lød det fra Petter Stordalen efter pressemødet.

 

Relaterede artikler:

”Der kom en sms fra Petter Stordalens advokat”

Spies skal have flere egne hoteller

Norsk hotelkonge køber Spies og TCNE