- STANDBY.dk - https://standby.dk -

DFDS fejrede det kinesiske nytår

Det bliver Grisens År når kineserne fejrer nytår næste gang, 5. februar. Der var søndag eftermiddag forskud på glæderne i DFDS-terminalen i København inden Crown Seaways satte kurs mod Oslo.

Klik for stort format. De optrædende i DFDS-terminalen sammen med de indbudte æresgæster. Foto: Henrik Baumgarten.

Fordi kinesiske passagerer er en voksende kundegruppe på ruten mellem København og Oslo, havde DFDS søndag arrangement inden afgang i samarbejde med Chinese Culture Center Copenhagen.

Der var deltagelse af og taler fra den kinesiske ambassadør i Danmark, Deng Ying, VisitDenmarks administrerende direktør, Jan Olsen, samt DFDS’ øverste ledelse, repræsenteret af Henrik Holck, President People and Ships.

Underholdningen i terminalen inden afrejse bød på dragedans, kampsport-opvisning, jonglering og musik. Ceremonien blev dækket af kinesisk TV, indslaget vil indgå i program på landsdækkende kinesiske TV kanaler henover det kinesiske nytår og blandt andet fokusere på samarbejdet med DFDS om at promovere København og Oslo som rejsemål.

Klik for stort format. Fra DFDS’ sammenkomst i forbindelse med det kinesiske nytår, fra venstre kolleger fra DFDS, Henrik Holck, Kim Frost Fuglsang og Hancy Anna Djurhuus samt Jan Olsen, administrerende direktør for VisitDenmark. Foto: Henrik Baumgarten.

”Med arrangementet ønsker vi at vise respekt for de mange kinesiske gæster, der sejler med os, og samtidig give vores skandinaviske gæster et indblik i kinesisk kultur og tradition. Vi har et stort ønske om at medvirke til promoveringen i Kina af København og Oslo og dermed Oslo-ruten, som nyder stigende opmærksomhed blandt kinesiske turister og derved er med til at fremme turismen,” siger Kim Frost Fuglsang, Head of Business Sales i DFDS.

Han roser det tætte samarbejde mellem DFDS’ faggrupper i forbindelse med arrangementer som i dette tilfælde fejringen af det kinesiske nytår.

Stadig flere kinesiske turister i København
Sidste år blev der udstedt 300.000 visa til kinesere, der ville besøge Danmark. Overnatningstallene for sidste år er endnu ikke klar, men i 2017 var der cirka 227.000 kinesiske overnatninger i Danmark.

”Kineserne overnatter i snit en nat i Danmark, typisk København – kinesere, der flyver ind til Københavns Lufthavn og samme dag sejler fra København til Oslo er af gode grunde ikke med i overnatningsstatistikken,” sagde VisitDenmarks administrerende direktør, Jan Olsen, til STANDBY.dk ved arrangementet hos DFDS. Tallet af kinesiske turister i København stiger støt – også som følge af de nye flyruter fra Kina til Københavns Lufthavn.

Crown Seaways sejlede fra København med over 1.200 passagerer, primært 1.000 danske og 200 nordmænd – hertil kom blandt andet en gruppe på 23 kinesere fra Hong Kong. Og der var kinesisk underholdning for passagererne på rejsen mod Oslo – og når skibet mandag returnerer til København.

Mange DFDS-passagerer fra Asien
I år forventer DFDS cirka 23.000 kinesiske passagerer på København-Oslo. De oversøiske passagerer på ruten sejler oftest kun én strækning som led i en skandinavisk rundtur. Største gruppe fra Asien i år forventes igen at blive sydkoreanere, i alt omkring 40.000; en af de andre store grupper er thaier som der i år forventes omkring 10.000 af, sagde Hancy Anna Djurhuus, salgschef for de oversøiske markeder med titel af Global Head of Travel Trade & Retail, til standby.dk

I alt forventer DFDS i år 141.000 såkaldte internationale passagerer, rejsende fra lande uden fro Europa – det er en fortsat pæn stigning i forhold til de omtrent 130.000 sidste år. På nogle afgange i højsæsonen har DFDS mellem København og Oslo op til 80 procent gæster fra Asien.

Relaterede artikler:

DFDS får stadig flere oversøiske passagerer

Fra erhvervsrejsebureau til DFDS

Kendt brancheprofil ombord hos DFDS