DFDS får stadig flere oversøiske passagerer

Asiatiske passagerer går ombord hos DFDS.

CRUISE: Rederiet ser fortsat stigning i turister fra lande uden for Europa. DFDS forventer om få år, at omkring hver tredje passagerer på årsplan er fra oversøiske markeder. Nyt samarbejde med flyselskaber.

DFDS trækker stadig flere oversøiske turister til sin største passagerrute med overnatning, København-Oslo, der årligt i alt har cirka 750.000 passagerer.

”Vi øger hele tiden antallet at oversøiske gæster på ruten mellem København og Oslo. Mens vi i år kommer op omkring 150.000 oversøiske gæster forventer vi, hvis udviklingen fortsætter, at nå 230.000 i 2021. Bookingerne kommer fra oversøiske turoperatører og incoming agenter, men vi ser også stor vækst fra rejsende, der selve booker deres tur online mellem København og Oslo.”

Det siger Hancy Anna Djurhuus, salgschef for de oversøiske markeder med titel af Global Head of Travel Trade & Retail, til standby.dk

De oversøiske passagerer på København-Oslo sejler oftest kun én strækning som led i en skandinavisk rundtur.

Hancy Anna Djurhuus, salgschef for de oversøiske passagermarkeder hos DFDS.

”Vi arbejder tæt sammen med de nationale turistråd i Skandinavien samt store turoperatører uden for Europa for at tiltrække turister uden for højsæsonen. Det er her vi har størst mulighed for at vokse, da kapaciteten i sommermånederne er ved at nå sit maksimum,” siger Hancy Anna Djurhuus, der blandt andet har ansvar for de markeder, hvor DFDS ikke har egne salgskontorer.

Samarbejder med flyselskaber
Ud over de nationale turistråd i Danmark, Norge og Sverige, samarbejder DFDS på de oversøiske markeder også med rederierne Silja Line, Tallink og Viking Line, der navnlig sejler mellem Stockholm og Helsinki, om at promovere Skandinavien som rejsemål som del af rundrejse i Norden.

Og som noget nyt er DFDS begyndt at samarbejde med flyselskaber om at markedsføre Danmark og resten af Skandinavien. Det drejer sig blandt andet om Emirates, SAS, Singapore Airlines, Thai Airways, Qatar Airways og senest Air India, der netop har åbnet direkte ruter fra Delhi til såvel København som Stockholm.

”I vores salgsarbejde har vi selvfølgelig fokus på samtlige DFDS passagerruter, men København-Oslo er den mest interessante for det internationale marked for passagerer på rundrejse,” siger Hancy Anna Djurhuus og tilføjer: ”Alene i år har vi set vækststigninger fra gæster fra Malaysia med 39 procent og Sydkorea med 33 procent sammenlignet med sidste år. Men der har også været fin vækst fra lande i Sydamerika som Argentina og Columbia, fra Iran, som vi aldrig før har set i større målestok, samt rejsende fra Vietnam. Omvendt har vi haft stagnering fra det kinesiske marked, der er meget bevidst om prisen.”

Stort forbrug ombord
For DFDS er en af de gode ting ved gæster fra mange af de oversøiske lande, at de bruger mange penge ombord. Ifølge Hancy Anna Djurhuus køber de typisk for tre gange så meget ombord på skibene mellem København og Oslo som en typisk skandinavisk rejsende. Det er alt fra køb af whisky og dyre cremer i skibenes butikker til buffet eller tre-retters menu i skibenes restauranter.

”For at klare sprogproblemer med for eksempel rejsende fra Asien, der ikke nødvendigvis er skrappe til engelsk, har DFDS samarbejde med universiteter i Sydkorea og Kina der har special-linie indenfor Turisme Management. De sender deres topstuderende i praktikophold ombord på DFDS. Det er en win-win situation, hvor de studerende lærer om andre kulturer, sprog, management og får international arbejdserfaring samtidig med, de kan agere tolke,” siger Hancy Anna Djurhuus.

DFDS har ikke særlige asiatiske menuer eller buffeter på sine skibe. ”Vores asiatiske passagerer elsker fisk og skaldyr, og det har vi masser af i vores Seven Sea Buffet-restaurant,” siger Hancy Anna Djurhuus og tilføjer, at på nogle afgange i højsæsonen har DFDS mellem København og Oslo op til 80 procent gæster fra Asien.

”Der kan let være 30 grupper med op til 35 personer i hver, hvor de rejser med deres egen guide,” siger hun.

Fem millioner passagerer
Hvert år rejser over fem millioner passagerer med DFDS skibe. Den største – og korteste – overfart er på Den engelske Kanal mellem England og Frankrig med 3,5 mio. passagerer. I Østersøen har DFDS over 200.000 årlige passagerer fra Sverige til henholdsvis Litauen og Estland samt mellem Tyskland og Litauen.

DFDS næststørste rute med overnatning – efter København-Oslo – er mellem Amsterdam og Newcastle, ruten har cirka 600.000 rejsende om året.

Relaterede artikler:

Kursændring hos DFDS

DFDS går fra 17 til én hjemmeside

DFDS får flere særarrangementer