- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Norwegian-formand i spidsen for Molslinjen

Den svenske investeringsfond EQT ejer nu Molslinjen, Danmarks største færgerederi. Ny bestyrelsesformand er Niels Smedegaard, der også er formand for Norwegians bestyrelse.

Efter godkendelse af konkurrencemyndighederne i EU, er EQT Infrastructure nu den formelle ejer af Molslinjen. Samtidig bliver danske Sampension ny minoritetsinvestor i Molslinjen ved at investere ”et trecifret millionbeløb,” oplyser Pia Lykke, kommunikations- og pressechef hos Sampension til STANDBY.DK

I december sidste år varslede Molslinjens daværende ejer, den nordiske kapitalfond Polaris, et salg af Molslinjen til EQT Infrastructure. Den handel er nu formelt godkendt og gennemført ved den såkaldte closing. Det betyder, at Polaris nu har overdraget virksomheden til de nye ejere.

Closing betyder også, at der i dag har været en ekstraordinær generalforsamling i Molslinjen, hvor der er blevet valgt en ny bestyrelse for Danmarks største indenrigs færgerederi, hedder det i pressemeddelelse.

Niels Smedegaard, tidligere koncernchef for DFDS, er ny bestyrelsesformand for Molslinjen. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

DFDS’ tidligere koncernchef ny bestyrelsesformand
Ny bestyrelsesformand for Molslinjen er Niels Smedegaard. Han har en fortid som koncernchef i DFDS, som han forlod i 2019. I dag er han i en række bestyrelser – blandt andet bestyrelsesformand for flyselskabet Norwegian.

Ingen fra den gamle bestyrelse for Molslinjen er med i den nye, oplyser EQT til STANDBY.DK

Erhvervsstyrelsens register, CVR.dk er blevet opdateret med navene på medlemmerne af den nye bestyrelse. Den består foruden Niels Smedegaard af Carsten Grøne Jensen, administrerende direktør for Molslinjen, samt Poul Jacobsen med adresse i Ebeltoft, Jesper Thorvald Skovgaard Hansen med adresse i København S og en Flemming Kristensen. Hertil kommer der tre medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer.

I følge tirsdagens pressemeddelelse fra Molslinjen, om at EQT nu har overtaget Molslinjen, er også tidligere administrerende direktør for TV 2/Danmark, Merete Eldrup, i den nye bestyrelse i Molslinjen. Men hun står ikke i opdateringen af Erhvervsstyrelsens register, CVR.dk

EQT’s presseafdeling har ikke besvaret STANDBY.DK’s spørgsmål om, hvor Merete Eldrup står som nyt medlem af bestyrelsen for Molslinjen, men ikke fremgår af listen over de nye bestyrelsesmedlemmer på CVR.dk

”Vi ser frem til samarbejdet med mange nye kompetencer i den nye bestyrelse, og vi glæder os over, at vi med kombinationen af EQT Infrastructure og danske pensionsmidler får et stærkt afsæt til en spændende fremtid for Molslinjen”, siger Carsten Jensen, administrerende direktør for Molslinjen, i en pressemeddelelse fra rederiet.

Milliardomsætning
Prisen på salget af Molslinjen oplyses ikke. Rederiet, der blandt andet også tæller Kombardo Express-fjernbusserne, har siden 2015 været ejet af den nordiske kapitalfond Polaris Private Equity.

Molslinjen, der i 2019 omsatte for 1,9 milliarder kroner, har sejlet mellem Jylland og Sjælland siden 1966. Rederiet har siden 2015 udvidet fra to til ni færgeruter og forøget flåden fra tre til 15 skibe, der under normale rejseår betjener op til otte millioner passagerer.

Molslinjen sejler nærmest alle danske færgeruter, i alt ni fordelt på Alslinjen, Bornholmslinjen, Fanølinjen, Langelandslinjen, Molslinjen og Samsølinjen. Selve Molslinjen sejler om sommeren også mellem Sjællands Odde og Ebeltoft på Djursland, mens Bornholmslinjen har tre ruter til Bornholm, fra Ystad i Sverige, Køge og tyske Sassnitz.

Den største rute er mellem Sjællands Odde og Aarhus, den har 3,5 millioner passagerer om året. Herefter følger Bornholmslinjen og Fanølinjen.

Derudover har virksomheden skabt Kombardo Expressen med direkte ruter mellem en række større byer i Danmark og over en halv million årlige passagerer.

Relaterede artikler:

Danmarks største indenrigsfærgerederi får ny ejer

Krisen koster færgerederi millioner af passagerer

”Genstartsplanen skal være klar til genåbningerne”