- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Disney opsiger 28.000 i forlystelsesparker

Mens Disney har foretaget kontrollerede genåbninger af forlystelsesparker i Florida, Paris og Asien, vil Californien ikke give tilladelse på grund af høje smittetal. Det udløser nu massefyringer.

Disneys forlystelsesparker i Florida, Paris, Shanghai, Japan og Hong Kong er genåbnet med begrænsninger i antal besøgende, fokus på social afstand, masser af afspritningsapparater, så vidt muligt betaling uden at bruge papirpenge og så videre.

Men både California Adventure og Disneyland i Anaheim syd for Los Angeles er fortsat lukket, fordi USA’s folkerigeste stat, Californien, slås med for høje smittetal.

Den fortsatte lukning af de to forlystelsesparker i Californien får nu Disney-koncernen til at opsige 28.000 medarbejdere indenfor områderne Disney’s Parks, Experiences og Products, skriver blandt andet den amerikanske TV-station, CNBC.com

Ifølge Disney vil to ud af tre af de opsagte være deltidsmedarbejdere. I alt har Disney parks and resorts division over 100.000 medarbejdere alene i USA.

Milliardtab – i dollars
Josh D’Amaro, koncernchef for Disney Parks, der sidste år omsatte for 26 milliarder dollars, siger at nedskæringerne i antal ansatte er nødvendige på grund af den forlængede effekt af coronavirussen på koncernens omsætning, herunder med færre besøgende i de åbne forlystelsesparker.

“Beslutningen om at afskedige er tung, men vi tror, at de skridt, vi nu tager, vil få os til at fremstå som en mere effektiv virksomhed, når vi er tilbage til det normale,” lyder det fra koncernchefen.

Josh D’Amaro placerer en del af årsagen for massefyringerne på myndighederne i Californien for deres “manglende vilje til at hæve restriktionerne så Disneyland kan genåbne efter at være lukket siden marts.”

Disney har gentagne bedt Californiens myndigheder oplyse, hvilke tiltag der ønskes gennemført, for at få tilladelse til at genåbne forlystelsesparkerne.

Disney havde håbet på en genåbning i Anaheim i midten af juli, men indtil videre er blandt andet forlystelsesparker i Californien beordret lukket på ubestemt tid. Disney World i Orlando i Florida blev også lukket i marts, men fik tilladelse til en kontrolleret genåbning i midten af juli. Der skulle blandt andet være færre gæster og alle skal bære mundbind.

Foreløbig har Disneys forlystelsesparker i år tabt 4,5 milliarder dollars, over 28 milliarder kroner,

Relaterede artikler:

Kræver nyt navn til lufthavn opkaldt efter filmstjerne

Danske attraktioner satte rekord i 2019 – frygter i år

Danmark har to af verdens sejeste steder for børn