- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Disse rejsemål er blevet billigere i år

Målt på valuta- og prisudvikling er flere destinationer i år billigere feriemål sammenlignet med sidste år, viser analyse fra Spar Nord. Listen toppes af Japan, Tunesien og Sverige. Tyrkiet er sidst.

Ifølge en ny valuta- og inflationsanalyse fra Spar Nord er Tunesien blevet ti procent billigere at opholde sig i sammenlignet med sidste år. Med på top tre er også Sverige og Japan, hvor det er blevet over fem procent billigere i forhold til sidste år for eksempel at være dansk turist.

”Tunesien er det land, hvor der er næststørst forskel på, hvad feriebudgettet rækker til sammenlignet med sidste år. I Tunesien får man over en tiendedel mere for pengene, siger Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord, og fortsætter:

”Restaurantoplevelsen i Tunesien og flere andre steder vil formentlig være påvirket af mangel på flere fødevarer og stigende fødevarepriser, som ifølge FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisations fødevareprisindeks generelt ligger på det højeste niveau nogensinde. Det vil generelt være billigere for danske turister at spise ude i Tunesien sammenlignet med sidste år.

Jens Nyholm fremhæver også Sverige, Norge, Frankrig, Italien og Portugal som relativt billige lande at rejse til sammenlignet med sidste år.

Eksempelvis er det blevet henholdsvis 5,5 procent og 3,6 procent billigere at tage til Sverige og Norge.

Flere feriefavoritter er blevet dyrere
I år er det i mange lande blevet dyrere at være udenlandsk turist, hvis man sammenligner med for et år siden – det gælder også danske feriefavoritter som Spanien og Grækenland, der er blevet henholdsvis 1,7 og 3,6 procent dyrere.

”Mange lande har været hårdere påvirket af coronapandemien, end vi har i Danmark. Det gælder eksempelvis Brasilien og Mexico, der i 2020 oplevede store svækkelser i deres valuta som følge af COVID-19. Sammenligner man således prisniveauet med niveauet fra før corona, er der nærmere tale om en normalisering af prisniveauet, siger Jens Nyholm og fortsætter:

”Anderledes forholder det sig i USA. Landet er generelt blevet et dyrere feriemål som følge af den stærke dollar og den kraftige stigning i inflationen, hvor priserne ligger 12 procent over niveauet ved udgangen af 2019.”

Tyrkisk dilemma
Overvejer man at rejse til Tyrkiet, bør man fra et økonomisk perspektiv genoverveje sit valg af rejsemål – i hvert fald hvis man sammenligner med niveauet fra sidste år.

For selvom den danske krone er styrket med hele 43,5 procent over for den tyrkiske Lira sammenlignet med sidste år, så har tårnhøj inflation ifølge Jens Nyholm fået priserne i Tyrkiet til at eksplodere:

”Efter flere år med en buldrende økonomi, oplevede Tyrkiet i 2018 inflation og økonomisk ustabilitet, som fik landets økonomi til at gå i recession. Den recession er kun blevet forstærket af coronapandemien, og det har – sammen med en forfejlet pengepolitik – alt sammen bragt landet i en lidt speciel situation, da valutaen er blevet svækket markant, samtidig med at inflationen har galoperet afsted, siger Jens Nyholm og uddyber:

”For danske turister betyder det, at selvom den danske krone er markant styrket i forhold til den tyrkiske lira, så ædes den ellers fordelagtige position op ad en inflation på 66,8 procent, og den udvikling har gjort det hele 23,3 procent dyrere at opholde sig i Tyrkiet, end det var tilfældet sidste år.”

De 30 lande på listen fra Spar Nord er, set fra toppen og målt på valuta- og prisudviklingen:

Japan, Tunesien, Sverige, Norge, Sydafrika, Frankrig, Kroatien, Italien, Cypern og Østrig

Herefter følger: Portugal, Schweiz, England, Spanien, Thailand, New Zealand, Egypten, Australien, Grækenland og Kina.

De nederste på listen er Island, Bulgarien, Canada, De Forenede Arabiske Emirater, Tjekkiet, Mexico, USA, Brasilien, Tyrkiet og Rusland.

Relaterede artikler:

Danske Bank: Rejsesalget slår alle rekorder i juni

Har ikke gæster til millioner af ledige hotelværelser

Cheføkonom: Danskerne har mange penge til rejser