- STANDBY.DK - https://standby.dk -

DRF: Over 650 opsagt i danske rejsebureauer

Næsten hver anden medarbejder hos de cirka 100 medlemmer af Danmarks Rejsebureau Forening har mistet jobbet under coronakrisen. Det er livsvigtigt med forbedrede støtteordninger, siger DRF.

I mere end syv måneder har omsætningen i langt de fleste danske rejsebureauer været nærmest nul, oplyser Danmarks Rejsebureau Forening efter en undersøgelse blandt sine cirka 100 rejsebureaumedlemmer. 65 af medlemmerne har besvaret undersøgelsen. DRF har primært leisure- og erhvervsrejsebureauer, men blandt andet ikke charter- og incomingbureauer blandt sine medlemmer.

Som forventet viser undersøgelsen nogle chokerende tal med blandt andet mange hundrede opsigelser i perioden februar – september. Det er bydende nødvendigt med forbedrede og mere fleksible støtteordninger, der også passer til rejsebranchen, skriver DRF i en pressemeddelelse.

Rejsebranchen har gennem COVID-19-krisen benyttet de samme hjælpepakker som resten af det danske erhvervsliv, for eksempel mulighed for lønkompensation og kompensation for visse faste udgifter. Sammen med muligheden for at optage særlige lån i Rejsegarantifonden har tiltagene indtil nu skånet rejsebureauerne for den helt store konkursbølge, lyder det fra DRF.

Mulighed for lønkompensation er ubrugelig
Lønkompensationen ophørte 31. august, men ordningen om arbejdsfordeling, som i nogen grad skulle erstatte lønkompensationsordningen, er ubrugelig for mere end halvdelen af de 65 rejsebureauer, der har deltaget i Danmarks Rejsebureau Forenings undersøgelse.

”Vores medlemmer fortæller, at arbejdsfordelingsordningen simpelthen ikke er fleksibel nok. Mange bureauer har ikke noget arbejde at fordele, og de, der har en smule omsætning, har allerede skåret så meget ind til benet, at de resterende medarbejdere er højt specialiserede og derfor nødvendige for virksomheden i fremtiden,” siger Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Støtte til dækning af de tilbageværende medarbejderes løn bør derfor muliggøres via ordningen for ”faste omkostninger”. Ikke mindst fordi omkring 75 procent af et rejsebureaus faste omkostninger er personalerelaterede omkostninger.

Rejsebureauerne har i vid udstrækning gjort det, myndighederne appellerede til, da landet lukkede ned: at beholde så mange medarbejdere som muligt til ”bedre tider”. Derfor giver det ikke mening, at bureauerne nu må opsige deres ansatte i stor stil, siger DRF.

Forventer nye fyringsrunder
”Mange bureauer begyndte allerede tidligt i foråret at opsige medarbejdere, men de høje tal fra vores undersøgelse er alligevel meget trist læsning. Hos de 65 rejsebureauer er der opsagt cirka 650 medarbejdere mellem 1. februar og 15. september, svarende til en reduktion i bureauernes bemanding på omkring 44 procent,” siger Lars Thykier og fortsætter:

”Vi forventer en reduktion på yderligere ti procent de kommende måneder. De høje tal varsler ilde for rejsebranchens evne til hurtigt at komme på fode, når det igen bliver muligt at rejse.”

De 650 opsagte dækker kun medlemmer i Danmarks Rejsebureau Forening, hertil kommer blandt andet ansatte i charter- og incomingbureauer, der samlet har opsagt langt over 100 ansatte under coronakrisen.

Efterlyser igen-igen regionale rejsevejledninger
Et af brancheforeningens forslag til at få noget af branchen på fode igen og som ikke koster noget, er at Udenrigsministeriet så hurtigt som muligt udarbejder regionale rejsevejledninger, så hele lande ikke lukkes ned blot fordi der er et udbrud i en del af landet. Dette har regeringen og udenrigsministeren endnu ikke været villig til at gennemføre.

Samtidig foreslår DRF, at åbne for rejser til de såkaldt ”orange lande”, hvis der til gengæld gennemføres en obligatorisk COVID-19-test ved hjemkomsten til Danmark med fly.

Rejsebureauerne har ikke fået massiv støtte
”Jeg vil gerne ramme en pæl gennem myten om, at ”rejsebureauerne har fået massiv støtte,” hvilket desværre er en meget udbredt misforståelse. Den har ikke noget på sig, for der er ikke speciel støtte til danske rejsebureauer,” siger Lars Thykier og tilføjer:

”De midler, der gennem Rejsegarantifonden i foråret blev øremærket til de danske rejsebureauer, er nemlig udelukkende midler, rejsebureauerne må bruge til at tilbagebetale deres kunder, som fik aflyst rejser da Udenrigsministeriet i februar/marts ændrede alle rejsevejledninger til at fraråde alle ikke-nødvendige rejser.”

Relaterede artikler:

Stor fyringsrunde i Danmarks største rejsebureau

Stor fyringsrunde i Aller Leisure-rejsebureauer

“Mange savnede en solstrålehistorie som min”