- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kollerup: “Der er brug for hjælp til rejsebranchen”

Partierne bag aftale om hjælp til rejsebranchen nedsætter hurtig arbejdende ekspertgruppe, der allerede næste uge skal aflevere sine forslag til erhvervsministeren. EU afviser voucher-løsningen.

(Opdateret med navnene og sammensætningen af ekspertgruppen)

Partierne bag rejseaftalen nedsætter en hurtigt arbejdende ekspertgruppe, der skal se på muligheder for at hjælpe rejsebranchen gennem coronakrisen. Det oplyser erhvervsministeriet i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Erhvervsministeriet oplyser til STANDBY.dk, at ekspertgruppen får disse medlemmer: Niels Bang Hansen, Danske Banks direktør for erhvervskunder, Philipp Schröder, professor Århus Universitet, og Thomas Brenøe, vicedirektør Forsikring og Pension. Derudover har rejsebranchen og Forbrugerrådet Tænk hver indstillet ét medlem. Endelig er der medlemmer fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Rejsegarantifonden og departementet (erhvervsministeriet).

Erhvervsministeriet skriver i pressemeddelelsen:

”Coronakrisen har sat sine spor i dansk økonomi, og derfor har regeringen og Folketingets partier lavet hjælpepakker for et trecifret milliardbeløb.

Ikke mindst rejsebranchen er hårdt ramt.

Derfor valgte regeringen sammen med et bredt flertal af Folketingets partier (Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance og Alternativet) at lave en særskilt hjælpepakke til rejsebranchen, som blandt andet indeholder en økonomisk saltvandsindsprøjtning på 725 millioner kroner.

I aftalen valgte man også at kigge nærmere på en såkaldt voucher-løsning på EU-plan. Det har vist sig ikke at være en mulighed,” skriver ministeriet og fortsætter:

”Derfor har aftaleparterne i dag, onsdag, valgt at nedsætte en ekspertgruppe, der skal se på alternative muligheder for at hjælpe rejsebranchen.”

”Forbrugerne har de samme rettigheder”
I pressemeddelelsen siger erhvervsminister Simon Kollerup:

”De danske forbrugere har de samme rettigheder, som de hele tiden har haft, nemlig at rejsearrangøren skal betale pengene for den aflyste rejse tilbage.

Men der er også brug for hjælp til rejsebranchen, og jeg er sikker på, at vi alle ønsker, der også er et sted at booke ferien på den anden side af coronakrisen. Derfor nedsætter vi nu en ekspertgruppe, der skal kigge på, hvilke andre muligheder der er for at finde en løsning for rejsebranchen,” siger Simon Kollerup.

Det forventes, at ekspertgruppen kommer med sine forslag i næste uge, oplyser erhvervsministeriet.

Relaterede artikler:

DRF: Bliver vouchers afvist, skal der findes anden løsning

Her er den nye politiske aftale om rejsebureauerne

“Vi ønsker at rejsebureaubranchen overlever”