- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Ens hybridfærger til de danske småøer

Uanset om turen går til Anholt, Omø, Aarø eller en anden af de danske småøer i de indre farvande, er det meningen, at færgerejsen skal foregå med ens hybridfærger, som øerne vil udvikle i fællesskab, skriver dr.dk.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (V) vil stille Færgestyrelsens sekretariat til rådighed for udviklingsarbejdet af de nye færger, der skønnes at koste mellem 40 og 50 millioner kroner: ”Meningen er, at der skal udvikles en standardfærge, som er både billig, fleksibel og i stand til at sejle til alle øerne. Det vil være et kvantespring for transporten til øerne”.

Det er Færgesekretariatet, som ø-kommunerne har etableret, der står bag konceptet med en standardfærge sammen med firmaet Odense Maritime Technology A/S.

”Vi har i dag 50-70 forskellige småfærger, fordi hver overfart har fået bygget sin egen færge. Det er der ikke mange stordriftsfordele i. Så derfor skal vi bygge en standardfærge, som kan bruges alle steder”, siger sekretariatsleder Jan Fritz Hansen.

Seks kommuner vil leje
I første omgang skal en færge med plads til 125 personer og 20 biler være klar til at afløse de eksisterende færger næste år, når de skal repareres. Testfærgen koster mellem 40 og 50 millioner kroner, og indtil videre har seks kommuner ønsket at leje færgen, når de eksisterende færger skal i dok.

Færgesekretariatet har bedt om en garanti på to millioner kroner til starten. Det er ikke kommet med i regeringens vækstplan for søfarten, men ministeren siger, at han gerne vil være med til at sikre, at standardfærgen kommer i vandet.

Færgelejer med ladestationer
Ø-kommunerne skal fra næste år kunne leje standardfærgen for under 40.000 kroner om dagen, hvilket anses for en konkurrencedygtig pris.

Færgen udrustes både med forbrændingsmotor og elmotor. På sigt skal der sejles udelukkende på el, men i starten er det umuligt, da færgelejerne endnu ikke har el-ladestationer.

”Færgen starter som hybrid, og når kommunerne skifter deres gamle færge ud, kan de få en ny, der passer til deres behov”, siger Jan Fritz Hansen.

Relaterede Artikler:

Ærøs el-færge ‘Ellen’ forsinket

Flere rekorder for de danske ø-færger

Billige færger havde stor effekt