- STANDBY.DK - https://standby.dk -

EU-formand: ”Smarte løsninger muliggør sommerferie”

Efter at have antydet, at det næppe bliver muligt med udlandsferier, tror formanden for EU-kommissionen nu på en mulighed. ”Vi lærer at leve med virussen og vil finde smarte løsninger,” siger hun nu.

Europæerne vil finde ”smarte løsninger,” der vil gøre det muligt at tage på sommerferie under corona-pandemien. ”Vi er ved at lære at leve med virussen,” siger den tyske formand for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, i interview med den britiske avis Express on Sunday.

Dermed kommer hun med mere optimiske toner end i interviewet før påske, hvor hun til den tyske avis Bild sagde:

”Jeg tilråder borgerne at vente med sådanne planer (om at bestille sommerferie i udlandet, red). Ingen kan på nuværende tidspunkt komme med pålidelige spådomme for (coronastatus i Europa, red) i juli og august.”

I kommentar til udtalelserne fra Ursula von der Leyen, sagde administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, blandt andet til STANDBY.dk:

”Det er alt for tidligt at gætte på, hvordan sommeren kommer til at se ud… Udtalelserne er næppe faldet efter koordinering med EU-kommissærerne eller for eksempel de tyske myndigheder,” sagde Lars Thykier og fortsatte: ”Det betyder meget når kommissionsformanden siger noget, men hvis hun er i stand til at forudsige sommeren allerede nu, så ved hun noget, vi andre ikke ved, ellers er det bare hendes personlige vurdering.”

Smarte løsninger
I det nye interview med Express on Sunday siger Ursula von der Leyen: “Jeg tror vi vil finde smarte løsninger så vi kan holde sommerferie. Nok noget anderledes med mere fokus på hygiejne og mere social distance, men det er imponerende, hvilke løsninger vi allerede har fundet.”

Formanden for EU-kommissionen siger også til den britiske avis, at det er godt at nogle EU-lande igen begynder at løfte restriktionerne, men at dette skal ske med forsigtige skridt.

Relaterede artikler:

EU tvivler på sommerferier i udlandet

”For tidligt at gætte om udlandsrejser til sommer”

EU: Mindre tilskud til virksomheder med underskud