- STANDBY.DK - https://standby.dk -

EU gør livet mere besværligt for russiske turister

Den russiske krigsførelse i Ukraine har ikke gjort EU- og Schengen-landene mere interesseret i russiske turister. Nu gør EU det dyrere og mere bureaukratisk for russere at få visum.

EU vil gøre det både dyrere og mere besværligt for russiske statsborgere at få visum til EU- og Schengen-landene. Russerne kan blandt andet se frem til, at ansøgningsprocessen forlænges, der kommer krav om mere dokumentation og prisen for et turistvisum stiger fra i dag 35 euro, 262 kroner, til 80 euro, 600 kroner.

Det skriver BBC.

De skrappere tiltag mod russiske turister skal vare så længe russerne fortsætter deres krigsførelse i Ukraine, oplyser EU Kommissionen.

Siden Rusland i februar i år invaderede Ukraine, er over en million russere rejst ind i EU- og Schengen-landene. Det virker anstødeligt på mange at se turister fra det krigsførende Rusland holde ferie i for eksempel Europa.

At være turist i EU er ikke en menneskeret
Margaritis Schinas, vicepræsident for EU Kommissionen, siger ifølge BBC, at Rusland med invasionen af Ukraine ”totalt har undermineret” den tillid som den nuværende aftale om turistvisa mellem EU-landene og Rusland er baseret på. Aftalen har været gældende de seneste 15 år for at gøre det nemmere for borgere fra de to blokke at kunne være turister hos hinanden.

”Der kan ikke mere være tale om business as usual med Rusland,” siger formand for EU Kommissionen, Ursula von der Leyen.

I sidste uge besluttede EU’s udenrigsministre at iværksætte en række tiltag for at gøre det mere besværligt for russiske statsborgere at få turistvisa til EU-landene. EU vil blandt andet heller ikke anerkende russiske pas udstedt i Ukraine.

Et visum til Schengen-landene (22 af EU-landene plus blandt andet Island, Norge og Schweiz) giver indehaveren ret til at være i landene i op til 90 dage, som turist eller forretningsrejsende.

VisitDenmark annoncerer ikke efter russiske turister
Efter præsident Prutin i februar i år beordrede invasionen af Ukraine, behøvede VisitDenmark ikke overveje et stop af markedsføringskampagne i Rusland, for at trække russiske turister til Danmark.

”VisitDenmark havde kampagne-aktiviteter i Rusland indtil 2014, hvor Rusland gik ind på Krim-halvøen (der også tilhører Ukraine, red.). Herefter stoppede vi med at markedsføre Danmark på det russiske marked,” oplyste Flemming Bruhn, direktør i VisitDenmark, til Standby.dk i februar.

I sidste normale rejseår før coronakrisen, 2019, havde Danmark 88.000 russiske overnatninger.

 

Relaterede artikler:

EU ikke enig om totalforbud mod russiske turister

Dansk ambassade stopper visa til russiske turister

Dansk hotelejer fortsætter biludlejning i Rusland