- STANDBY.DK - https://standby.dk -

EU truer Google Flights og Hotels med sanktioner

EU har givet Google Flights og Google Hotels to måneder til at ændre måden, de præsenterer deres resultater af internetsøgninger på - ellers kan der komme nye sanktioner.

Den amerikanske mastodont Google, der blandt andet er internettets mest brugte søgemaskine, har længe været i søgelyset hos konkurrencemyndigheder og forbrugerorganisationer verden over på grund af sine forretningsmetoder. Disse har flere gange resulteret i, at Google, der blandt andet også ejer YouTube, har fået klækkelige bøder.

Nu fokuserer EU-Kommissionen på, hvordan Google præsenterer søgeresultater på sine tjenester Google Flights og Google Hotels.

EU er blandt andet utilfreds med, at de to tjenester starter med at vise en basispris, og først når bestillingen foretages, viser den sande pris med blandt andet skatter og afgifter. Ligeledes ønsker EU en tilfredsstillende redegørelse for, hvordan Google præsenterer søgeresultater på Google Flights og Google Hotels.

Til nyhedsbureauet Reuters siger EU’s kommissær for retlige anliggender, Didier Reynders: “Forbrugerne i EU skal ikke vildledes af søgemaskiner når de bruger disse til at planlægge ferie. Vi skal gøre det muligt for forbrugerne at træffe deres valg ved brug af transparente og upartiske informationer.”

EU ønsker også, at Google ændrer sine retningslinjer omkring Google Store, der ifølge EU i visse tilfælde giver virksomheder flere rettigheder end forbrugerne.

Efterfølger Google ikke de nye krav fra EU, kan EU komme med nye sanktioner i form af bøder til Google, oplyses det.

Google: Vi er klar til dialog
I en udtalelse efter det nye udspil fra EU-Kommissionen lyder det fra Google: “Vi byder den kommende dialog velkommen og vi vil arbejde tæt med forbrugerorganisationer og EU-Kommissionen for at se, hvordan vi kan komme med forbedringer der både vil være gode for vores brugere og give mere transparens.”

Google har gennem årene fået adskillige bøder for sine forretningsmetoder af konkurrencemyndigheder i og uden for USA.

EU’s danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har uddelt flere meget store bøder til Google, og for nylig gav Frankrig en bøde til Google på 600 millioner dollars, cirka 3,8 milliarder kroner, for overtrædelser af fransk konkurrencelovgivning. Ligeledes er USA’s justitsministerium i gang med en omfattende sag mod Google for at misbruge sin dominerende markedsposition til at holde konkurrenter ude.

Relaterede artikler:

Dom mod bookingportalers krav om prisklausuler

”Den største IT-sikkerhedsrisiko sidder i direktionen”

EU godkender milliarder i statsstøtte til TUI

Ryanair taber sag om statsstøtte til SAS

Ny dansk rejseindikator analyserer nyeste data