- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Europæisk land: Krav til turister om sygeforsikring

Georgien i det sydøstlige Europa mellem Rusland og Tyrkiet kræver nu, at alle turister har en syge- og ulykkesforsikring. Norwegian får i år sæsonrute fra København til Georgiens hovedstad, Tbilisi.

Alle udenlandske turister, der rejser ind i Georgien, skal nu have en gyldig syge- og ulykkesforsikring. Dækningen skal være gyldig fra ind- til udrejsedatoen.

Det blev fra årsskiftet et krav fra landets myndigheder, at man kan fremvise syge- og ulykkesforsikringen i enten fysisk eller elektronisk form, og den skal være tilgængelig på georgisk eller engelsk.

Det oplyser Gouda Rejseforsikring og tilføjer, at forsikringen kan være udstedt af enten et georgisk eller et udenlandsk forsikringsselskab, og at dækningen skal være på mindst 30.000 georgiske lari, landets valuta, svarende til over 70.000 danske kroner.

På hjemmesiden for Georgiens udenrigsministerium er der nærmere information om de nye krav for syge- og ulykkesforsikringen.

Georgien er et selvstændigt land i Kaukasus-regionen i Sydøsteuropa. Landet har grænser til Rusland i nord og øst, Tyrkiet og Armenien i syd, Aserbajdsjan i sydøst og ud til Sortehavet i vest. Hovedstaden er Tbilisi, her bor over hver tredje af landets mere 3,7 millioner indbyggere.

Georgien var indtil 1991 en del af det daværende Sovjetunionen. Forholdet til Rusland er anstrengt, blandt andet fordi georgierne frygter at de også kan blive angrebet af russerne, som det er sket for Ukraine på den anden side af Sortehavet.

Norwegian får sæsonrute fra CPH til Tbilisi
På afgangstavlerne i Københavns Lufthavn vil de rejsende fra den 27. juni i år for første gang nogensinde kunne se destinationen Tbilisi. Hertil vil Norwegian flyve to gange om ugen fra den 27. juni og frem til den 24. oktober i år flyve til hovedstaden i Georgien.

Ruten til Tbilisi betjenes med en Boeing 737 MAX 8 og flyver hver torsdag og lørdag med afgang fra København kl. 16.55 og returflyvning kl. 23.15 lokal tid. Flyvetiden er fire timer og 15 minutter på udturen og fire timer og 35 minutter på hjemrejsen.

Der har tidligere været en Wizz Air-rute fra København til Kutaisi, der er Georgiens næststørste by, men Norwegian kommende rute bliver den første og eneste direkte rute til Tbilisi.

 

Relaterede artikler:

Norwegian: Ny rute fra CPH til Tbilisi – og tilbage til Tel Aviv

Besøg af russisk krydstogtskib gav politisk ballade i Georgien

Gouda: Flere danskere foretrækker at rejse i Europa