- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Europæisk storby til unge party-briter: Bliv væk

Briter mellem 18 og 35 år, der vil til Amsterdam for at feste med masser af alkohol eller stoffer, bliver i ny kampagne fra byens myndigheder mod besværlige turister bedt om at ”stay away.”

Hvis britiske turister online søger områder som ”stag (polterabend) party Amsterdam, ”cheap hotel Amsterdam” eller ”pub crawl Amsterdam,” skulle en ”videoreklame” fra Amsterdams myndigheder også gerne dukke op tidligt i søgningen. Videoen advarer om konsekvenserne ved at drikke for meget i Amsterdam, tage stoffer eller forstyrre den offentlige ro og orden. Det skriver flere medier, blandt andet britiske BBC.

Amsterdam med blandt andet sit frie forhold til hash på de såkaldte ”coffee shops” samt det for nogen berygtede red light district, er delvist belastet af sit ry og renomme som en af Europas mest liberale party-byer.

En af stay away-videoerne viser en ung mand, der bliver arresteret af hollandsk politi – og i teksten står der blandt andet, at man kan få bøder af politiet på 140 euro, cirka 1.000 kroner, og ved anholdelsen blive registreret i politiets register med fingeraftryk og foto. Det kan give en plet på straffeattesten som senere i livet kan blive et problem når man skal søge job.

En anden video viser en nærmest bevidstløs ung mand på en bænk, hvor han bliver hentet af en ambulance og kørt til hospitalet. ”So coming for drugs to Amsterdam? Stay away,” lyder det i videoen.

Den understreger, at alle turister er velkomne i Amsterdam, hvis de kan opføre sig ordentligt.

Overturisme
Amsterdams viceborgmester, Sofyan Mbarki, siger i forbindelse med Stay Away-kampagnen: ”Amsterdam er allerede udfordret af plagsomme turister. Derfor vil vi informere om vores holdning til og konsekvenserne for uregerlige turister.”

Stay Away-kampagnen kan blive udvidet til andre nationaliteter end briterne, for eksempel fra EU-lande; der nævnes dog ingen navne på druk-turister fra hvilke lande, myndighederne også holder øje med.

Amsterdams myndigheder er også i dialog med arrangører af polterabend-arrangementer i Amsterdam om hvordan kan man reducere generne fra dette party-område.

Amsterdam forventer i år op mod 20 millioner udenlandske turister, heraf cirka én million fra Storbritannien (England, Nordirland, Skotland og Wales)

 

Relaterede artikler:

Kontroversiel udtalelse om britiske turister antænder konflikt

De er verdens dyreste byer for forretningsrejsende

Krydstogtrederi truer med kahyt-arrest og karantæne