- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Færøsk hotel skifter ejer

Den færøske 62°N-gruppe, der allerede har et rejsebureau og biludlejningsfirma, er nu også hotelejer efter overtagelsen af et hotel i Torshavn. Om 2 år får Torshavn et Hilton-hotel.

62°N-gruppen har overtaget Hotel Havn der med sine blot 19 værelser regnes som det næstmindste hotel i Torshavn. Hotellet er nu omdøbt til 62°N hotel.

Målt i hotelværelser er den færøske hovedstad til at overskue – der er i øjeblikket kun 300 i Torshavn, men to nye på vej, der næsten vil fordoble kapaciteten.

62°N-gruppen overtog for nylig Hotel Havn samt driften af Bládýpi Guesthouse, der ligger lige ved siden af. I forbindelse med ændringen af ejerforholdene hedder Hotel Havn hedder nu 62°N hotel og Bládýpi er blevet til 62°N guesthouse.

62°N-navnet hentyder til, at Færøerne ligger på den 62. nordlige breddegrad.

”Vi blev i sommer spurgt, om vi var interesserede at overtage Hotel Havn og så startede forhandlingerne. Vi synes det var en god idé at købe hotellet, da det meget godt ville matche det, vi havde i forvejen. Og så er der jo enorm efterspørgsel på hoteller i Torshavn, specielt om sommeren, så vi vurderede det til at være en god forretning,” oplyser administrerende direktør for 62°N-gruppen, Bergur Thomsen, til STANDBY.dk og tilføjer:

”At overtage Hotel Havn er også et klart signal fra os hos 62°N om, at vi tror på den færøske rejsebranche. Vi spår store ting for fremtiden, og derfor vil vi gerne gøre os klar til den.”

Hotel Havn, der altså nu hedder 62°N hotel, har 18 dobbeltværelser plus en suite. Det er nu med i 62°N, der også omfatter et rejsebureau i Torshavn med tre afdelinger: incoming, erhverv og leisurerejser. Hertil kommer biludlejning i Færøernes enlige lufthavn, hvor 62°N repræsenterer Sixt, Hertz og Europcar.

Hilton til Færøerne
Mens Torshavn i dag har de nævnte omkring 300 hotelværelser, får den færøske hovedstad i foråret 2020 to nye hoteller, der næsten vil fordoble den nuværende kapacitet.

Færøernes flyselskab, Atlantic Airways, vil opføre et 4-stjernet hotel med 130 værelser i samarbejde med det færøske pensionsselskab Liv. De to samarbejdspartnere har valgt operatøren af deres hotel, selveste Hilton. Hotellet kommer til at hedde Hilton Garden Inn Faroe Islands, Hilton Garden Inn er et varemærke under Hilton-kæden.

Men også det færøske rederi, Smyril Line, der primært er kendt for sin helårsrute med blandt andet passagertrafik mellem nordjyske Hirtshals og Færøerne, vil åbne hotel ved Torshavn.

Det sker i samarbejde med Hotel Hafnia, der ligger i centrum af Torshavn med 84 værelser. Det kommende nye 4-stjernede hotel fra Smyril Line og Hotel Hafnia er endnu ikke navngivet, det får 126 værelser når det efter planen står klar til maj 2020. Det forlyder, at også Hotel Hafnia og Smyril Line vil have en kendt operatør til at drive deres kommende nye, fælles hotel.

Relaterede artikler:

Hilton får hotel på Færøerne

Færøerne klar med ny bookingplatform

Får-kamera øger Færøernes synlighed på Google