TURISME: I juni 2016 indledte Færøerne kamp for at få Google Street View til at dække ø-gruppen. Nu er missionen lykkedes.
Sidste år satte færingen Durita Dahl Andreassen sig for, sammen med et par venlige får udstyret med soldrevne 360-kameraer, at indsamle billeder fra Færøerne, da øgruppen ikke var inkluderet i Google Street View. Projektet fik navnet ‘Sheep View’, og det blev dokumenteret på Durita Dahl Andreassens blog. Medier over hele verden skrev om Durita Dahl Andreassens kamp for at få Google til Færøerne.
Da Google i august 2016 hørte om Sheep View projektet, bragte virksomheden en Street View trekker og 360-kameraer til Færøerne – og siden har indbyggere og turister arbejdet hårdt for at hjælpe fårene med at dække øgruppen.
Nu har kampagnen båret frugt, da Færøerne er blevet integreret i Google Street View Maps.
”Vi er glade for, at det er lykkedes os at få Google Street View til Færøerne ved hjælp af vores egen Sheep View. Samtidig er vi stolte over, at vi har fået spredt budskabet om vores smukke øer, som mange på verdensplan ikke før havde hørt om. Som resultat heraf er turismen steget, og besøgende kan nu bruge Google Street View til at gå på opdagelse i vores smukke landskab,” siger Guðrið Højgaard, direktør hos Visit Faroe Islands.
”Det er vores mission at gøre verdens fjerneste hjørner tilgængelige via Street View. Men verden er stor, så nogle gange har vi brug for hjælp. Takket være Durita og hendes får kan man nu udforske Færøerne på Google Maps,” siger David Castro González de Vega, programchef hos Google Maps.
Historien med Færøerne og Google slutter dog ikke her. For nylig lancerede Færøerne ny kampagne for at få det færøske sprog inkluderet i Google Translate. Kampagnen hedder ‘Faroe Islands Translate’, hvor frivillige færinger live-oversætter for alle, der gerne vil lære færøsk.
Færøerne har indbyggertal på næsten 50.000 på de 18 beboede øer – og cirka 80.000 får.
Mange nye flypassagerer
Færøernes eneste lufthavn holder kursen mod ny passagerrekord. I september havde Vagar Lufthavn 28.867 passagerer, en vækst på 17,6 procent i forhold til september sidste år. Hidtil har lufthavnen i år haft 16 procent flere rejsende end samme periode sidste år.
Med 271.064 passagerer i lufthavnen i år har det været en fremgang på 16,2 procent sammenlignet med de ni første måneder af 2016. En stor del af væksten skyldes, at SAS i foråret åbnede daglig rute fra København til Færøerne.
Vagar Lufthavn forventer, at den gode stime fortsætter, så færøsk turisme kan se frem til en længere sæson og dermed bedre økonomi i de ellers sløje vintermåneder.
”Den fortsatte vækst har stor betydning for de færøske hoteller, restauranter og incoming-bureauer. Turismens bidrag til den færøske økonomi er voksende, hvilket giver os et reelt supplement til et ellers stringent økonomisk grundlag baseret på fiskeri- og lakseerhvervet,” siger Jákup Sverri Kass, direktør for Vagar Lufthavn.
Væksten på de tre danske destinationer, København, Billund og Aalborg er 16 pct. Ruterne til Island og Storbritannien er vokset ca. 6 pct., mens væksten på de andre destinationer og ad hoc charter er 27 procent, oplyser lufthavnen.
SAS daglige helårsrute fra København har ca. 100.000 årlige flysæder – omvendt flyver færøske Atlantic Airways i højsæsonen fire gange om dagen på hovedruten mellem København og Færøerne. På årsbasis har Atlantic Airways over 800 flyvninger mellem øgruppen og Danmark med sine to Airbus A319 og en A320.
Relaterede artikler:
Atlantic Airways skuffet over SAS
Så landede William hos Atlantic Airways
Kvinde i spidsen for Atlantic Airways