- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Farvel til DFDS og goddag til DGI-Byen

”Jeg er nok mere til start up, ikke så meget til vedligehold,” siger DFDS’ globale salgsdirektør på passagerområdet, Kevin Helsinghof, der sidst på måneden har afskedsreception i rederiet.

”Jeg har haft fem gode år i DFDS, men har nok hele tiden haft underliggende idé om, at jeg efter fem til syv år ville prøvet noget andet.” Det siger global salgsdirektør for passagerområdet i DFDS Seaways, Kevin Thyge Helsinghof, til STANDBY.dk

Han stopper med månedens udgang i det danske rederi for at blive kommerciel direktør i nyoprettet stilling i DGI-Byen i København.

Udover hotel med lige over 100 værelser har DGI-Byen, der ligger tæt på Hovedbanegården, også stort konferenceområde, CPH Conference, med plads til 900 deltagere – ligesom også det nærliggende udstillings- og konferencecenter Øksnehallen hører under DGI-Byen.

”Jeg søgte ikke noget nyt, men lidt ud af ingenting opstod der i foråret en god dialog med DGI-Byen, der har nogle rigtig spændende tanker om deres omfattende rebranding. Det drejer sig om mange områder – og jeg skal være med til at styrke DGI-Byens store potentiale, for eksempel ved at etablere nye partnerskaber samt være med i renovering og udviklingen af dets Vandkulturhuset, idrætshaller, hotellet i DGI-Byen og ikke mindst Øksnehallen,” siger Kevin Helsinghof og tilføjer:

”Jeg deler DGI-Byens store fokus på energi-optimering, bæredygtighed og kamp mod madspil som DGI-byen har højt på agendaen.”

Fokus på turister i Danmark
Kevin Helsinghof kom til DFDS fra charterrejsebureauet Apollo Rejser; han begyndte i rederiet som landechef for blandt andet Danmark. Sidste år blev han som led i en større ændring global salgsdirektør for passagerområdet.

”DFDS fik sidste år en ny global salgsorganisation, som det har været spændende at være del af og få på plads. Men jeg er nu klar til at give min stafet i DFDS videre; jeg er nok mere til start up-arbejde, ikke så meget til vedligehold,” siger Kevin Helsinghof.

Om sit kommende nye job som kommerciel direktør i DGI-Byen siger han: ”Jeg vil gerne arbejde med leisure- og business turister i Danmark, det har jeg ikke prøvet før. Jeg var i tiden hos Apollo med til at starte sportsresort Playitas på den kanariske ø Fuerteventura; her i DFDS har jeg blandt andet arbejdet med leisure- og business turister mellem navnlig Danmark og Norge.”

Der er afskedsreception for Kevin Helinghof fredag den 28. september klokken 15-16.30 i DFDS House i Sundkrogsgade 11 i København. ”DFDS har på alle måder været en fantastisk arbejdsplads, det bliver vemodigt at se sige farvel,” siger han.

Hvert år rejser over fem millioner passagerer med DFDS’ skibe på dets mange europæiske ruter. DFDS’ største passagerrute med overnatning er København-Oslo med 777.000 passagerer sidste år. Den største – og korteste – overfart er på Den engelske Kanal mellem England og Frankrig med 3,5 millioner passagerer.

Relaterede artikler:

Kendt DFDS-profil går fra borde

DFDS søsætter jagt på mulig Michelin-stjerne

DGI-Byen renoverer for millioner