- STANDBY.dk - https://standby.dk -

FDM Travel køber dansk rejsebureau   

Det danske rejsebureau MC-USA med speciale i motorcykelrejser med dansk rejseleder i navnlig USA er netop blevet købt af store FDM Travel.

Hvor meget FDM Travel har betalt for nyerhvervelsen vil dets administrerende direktør, Anders Iversen, ikke oplyse, men han siger til STANDBY.dk:

”Det var sådan lidt tilfældigt, at vi kom i kontakt med MC-USA; de kontaktede os, mens vi var ved at afdække mulighederne for at udvide vores udbud indenfor dette område – så det var et heldigt sammentræf.”

FDM Travel sælger allerede individuelle rejser med motorcykler, men ikke den slags rundrejser med dansk rejseleder som MC-USA har tilbudt siden sin start i 2010.

”MC-USA sælger cirka 300 motorcykelrejser om året, det er et forholdsvis dyrt produkt, men med MC-USA kan vi udvide vores outdoor-portefølje,” siger Anders Iversen og tilføjer, at det ikke er ”i nyere tid,” at FDM Travel har købt et andet rejsebureau.

Stor vækst for motorcykel-ture i USA
FDM Travel beskriver MC-USA som markedsledende indenfor motorcykel-ture i USA. Den hidtidige direktør i MC-USA, Jan Sørensen, fortsætter som rejseleder på mange af de kommende motorcykelture.

MC-USA har siden sin start i 2010 sendt tusinder af gæster på motorcykelferie i USA med dansk rejseleder – mens FDM Travel er største danske udbyder af rejser til USA med fokus på kør-selv ferie og et voksende udbud af rundrejser med dansk rejseleder.

I forbindelse med opkøbet siger FDM Travels direktør, Anders Iversen: ”Vi er meget imponeret af det produkt, MC-USA har udviklet, og vi ser stort vækstpotentiale for motorcykel-ture i USA med rejseleder.

MC-USA passer perfekt ind i vores fokus på rejser med fokus på oplevelserne undervejs. Vi glæder os også over at have Jan Sørensen og teamet i MC-USA med os fremover, hvor de i endnu større grad vil kunne fokusere på at videreudvikle nuværende og nye ture,” siger Anders Iversen.

FDM travel vil markedsføre MC-rejser samt udnytte egne specialistfunktioner indenfor indkøb, salg, økonomi og markedsføring til at optimere driften. For MC-USA kunder, der allerede har booket motorcykel-rejse hos MC-USA, bliver der ingen forskel.

Klik for stort format. MC-USA har hidtil været ejet af Jan Sørensen, som har drevet rejsebureauet med sin hustru, Dorthe. Foto: MC-USA.

”Potentialet er meget større”
MC-USA har indtil nu været ejet af Jan Sørensen, som har drevet rejsebureauet med sin hustru, Dorthe Sørensen. Jan Sørensen har selv udviklet og forbedret turene ud fra egne erfaringer på landevejen i USA.

Han siger i pressemeddelelse fra FDM Travel: ”Vi har taget konceptet så langt, vi kunne som et lille rejsebureau, men potentialet er meget større og drømmen om at tage det til ”næste niveau” har altid været der.

For at komme videre, skulle vi finde en partner, der kunne give konceptet mere muskelkraft. Med FDM travel føler vi, at vi har fundet den perfekte partner, der både har ekspertisen og passionen for rejser til USA,” siger Jan Sørensen.

FDM Travel havde sidste år omkring 80.000 gæster – hovedparten var kør-selv i Europa, mens der var 25.000 i USA som det helt store oversøiske rejsemål. Hertil kommer blandt andet Australien og New Zealand samt Sydafrika.

FDM Travel har cirka 75 medarbejdere, hvor af de 45 er sælgere i rejsebureauets på nuværende tidspunkt otte rejsebutikker.

Relaterede artikler:

FDM Travel taber atter omsætning

Stort rejsebureau øger fokus på kerneforretningen

Øget kamp om udlejning af motorhomes