FDM Travel fortsætter med at luge ud i rejseformer der ikke giver tilstrækkeligt dækningsbidrag. Rejsebureauet åbner i denne tid to nye danske rejsebutikker.
Mens FDM Travel i år kommer til at omsætte for 350 millioner kroner, forventer den store rejsebureaukæde næste år, at tallet stiger til omkring 370 millioner kroner.
Det store leisurebureau har i disse år stærkt fokus på sin strategi om at koncentrere sig om strategiske kerneprodukter – kør-selv ferier og rundrejser med dansktalende rejseleder.
”Googlesøgninger kan sende dig fra A til B – men vi skal være bedst til at udbyde og sælge oplevelserne undervejs mellem A og B. Vi vil gå mere fra at være rejsesupermarked til at have fokus på at være specialist, at kunne tilbyde noget ikke mange andre kan,” siger administrerende direktør i FDM Travel, Anders Iversen, til STANDBY.dk og tilføjer: ”Dette gør vi også for at komme ud af en negativ trend.”
Denne omsadling har betydet, at FDM Travel nu arbejder med en slags målskive – i midten er de strategiske produkter med kør-selv og rundrejser, i midten er de ”hyldeprodukter,” rejsebureauet bør have, uden der nødvendigvis tjenes store penge på dem.
Disse hyldeprodukter er blandt andet flight only, der tjenes ikke meget på at sælge en flybillet, men kan bureauet få kunden til at foretage et tilkøb som hotel eller udlejningsbil, så giver det mening. På samme midterhylde er storbyferier og B2B med blandt andet erhvervskunder, for eksempel firmaer på grupperejser.
Farvel til Disneyland
I den yderste cirkel, over produkter der er blevet eller skal afvikles i sortimentet hos FDM, er områder som miniferier, sol og strand – ”der mere er et charterprodukt,” krydstogter, ”det kan andre gøre bedre,” samt Disneyland Paris. Salget af Disneyland Paris røg ud sidste år, fordi salget ikke tilførte ekstraværdi til rejsebureauet.
”På de droppede områder er der ofte intens priskonkurrence med andre rejsebureauer, en konkurrence vi ikke nødvendigvis gider deltage i,” siger salgs- og indkøbschef Jesper Ewald til STANDBY.dk
FDM Travels strategiske produkter er de seneste år gået fra at give cirka en tredjedel af dækningsbidraget til nu at stå for næsten hele dækningsbidraget, suppleret af hyldevarerne og næsten intet fra de snart afviklede forretningsområder.
FDM Travel forventer i år 80.000 gæster – hovedparten er kør-selv i Europa, mens der er 25.000 i USA som det helt store oversøiske rejsemål. ”Men vi ser stigende salg til Australien og New Zealand, hvor vi nu er blandt de tre største danske rejsebureauer,” siger Jesper Ewald og tilføjer:
”Vores tilbud om kør-selv ferier indebærer de mange oplevelser undervejs. Vi kan vise og tilbyde kunderne noget de ikke kan Google sig frem til. Hovedparten af gæsterne er i Europa, navnlig Italien er meget populært, men vi ser også stor vækst på Storbritannien, herunder Skotland, samt Irland.”
Nye rejsebutikker
For at komme tættere på kunderne åbner FDM Travel i denne tid to nye rejsebutikker i henholdsvis Vejle og Roskilde – og er dermed oppe på otte. De to nye rejsebutikker har hver givet fire nye arbejdspladser – dermed har rejsebureauet i alt 45 rejsespecialister, som det hedder hos FDM.
Relaterede artikler:
Rejsebureaukæde bliver endnu større