- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Feriehusudlejer forudser stadig mere workation i år

Novasol, der udlejer 10.000 ferieboliger i Danmark, forventer også i år øget efterspørgsel på sommerhuse og ferieboliger til hjemmearbejde og hjemmeskoling under coronakrisens tredje år.

Under coronakrisen har også mange danskere vænnet sig til hjemmearbejde og hjemmeskoling. Flere har opdaget eller genopdaget Danmark som ferieland, og begreber som ”staycation” og ”workation” indgår nu mere i sproget.

Men workation har også bragt nye muligheder med sig og flere danskere har rykket hjemmekontoret ud af hjemmet og ind i de danske sommerhuse. En tendens, der vil fortsætte ind i 2022, skriver feriehusudlejningsvirksomheden Novasol, i en pressemeddelelse. Novasol, der har hovedkontor i København, ejes via den amerikanske Awaze-koncern af kapitalfonden Platinum Equity. På europæisk plan udlejer Novasol cirka 50.000 ferieboliger.

Men bor man for eksempel i en lille lejlighed eller mangler et hjemmekontor, kan arbejdsdagen hurtigt føles lang og hjemmet trængt. Det har fået mange danskere til at tænke i nye, kreative baner, hvor flere i almindelige arbejdsuger har lejet sommerhus og søgt ud i naturen på såkaldt workation, skriver Novasol.

Har ændret hverdagen
Familieterapeut Lene Schmidt siger i pressemeddelelsen fra Novasol: ”Coronakrisen har vendt op og ned på dagligdagen for rigtig mange. Mange familier har været hjemsendte, og det kan helt naturligt resultere i gnidninger, når både mor og far skal arbejde hjemmefra, alt imens børnene skal hjemmeskoles. Derfor kan det være sundt at tage en workation og få et sceneskift i ny og næ, så familien kan få nogle oplevelser sammen uden for hjemmets fire vægge.”

Ifølge Danmarks Statistik var der sidste år over to millioner flere udlejninger af danske sommerhuse i 2021 sammenlignet med 2020.

Det er også oplevelsen hos Novasol, hvis kommercielle direktør, Per Brogaard, siger i pressemeddelelsen:

”Der er kommet et større fokus på de nære oplevelser, og vi havde i 2021 øget interesse for vores sommerhuse både i og uden for de almindelige ferieperioder. Det ser ud til at fortsætte i 2022. Og med internetforbindelse i 91,5 procent af vores danske sommerhuse, er det let at arbejde fra sommerhuset og bagefter nyde feriefølelsen når arbejdsdagen er ovre.”

Relaterede artikler:

Sommerhusudlejer klar med luksuskollektion

Rejsegigant klar til nærkamp mod Airbnb

Danske millionærer bag nyt feriehusprojekt