Tyske FlixTrain har afgivet ordre på 18 milliarder kroner for 65 højhastighedstogsæt. Togene skal bruges på Flix’ togruter i Tyskland, men påtænkes også indsat på kommende europæiske ruter.
Ordren fra FlixTrain er opdelt i to, en bekræftet og en forhåndsreservation. Togvognene skal leveres af den spanske togfabrik Talgo og bliver af typen Talgo 230, der blandt andet også er bestilt af danske DSB.
Der er også bestilt lokomotiver fra Siemens af modellen Siemens Vectron, der også bruges af DSB.
Flix skriver i en pressemeddelelse, at ordren er begrundet i forventning om fortsat ”enormt markedspotentiale” for højhastighedstog – ikke kun på den tyske hjemmebane, men også i flere europæiske lande. Flix nævner ikke hvilke lande, man har i tankerne – men Talgo 230-togsætne er godkendt til at køre i udover Tyskland også i Danmark, Holland, Sverige og Østrig.
FlixTrain har skønsmæssigt kun omkring fem procent af markedet for fjerntog i Tyskland – men ambition om mere. Resten af det tyske marked for fjerntog betjenes af mastodonten, statslige Deutsche Bahn.
Flix-koncernen er størst på fjernbusser
De kommende nye højhastighedstog hos FlixTrains vil kunne køre op til 230 km/t. på godkendte strækninger.
Foreløbig betjener FlixTrain ifølge egne oplysninger 50 tyske byer med sine nuværende togmuligheder. Hertil kommer forbindelse til Flix’ togbyer med FlixBus-fjernbusruterne. FlixBus er den største enhed i mobilitetkoncernen Flix.
FlixBus kører i dag ifølge selskabets hjemmeside fjernbusruter i 40 lande på fire kontinenter, senest har man åbnet i Mexico. I USA ejer Flix det berømte Greyhound-fjernbusselskab.
FlixBus betjener 6.800 stoppesteder i de lande, hvor man kører busser. I Danmark har FlixBus betjening af omkring 40 byer.
FlixTrain vil øge betjening på tyske hjemmemarked
Sidste efterår meddelte FlixTrain, at man vil øge sit optageområde ved hjælp af nye aftaler med flere tyske regionale togselskaber. Ved at passagerer kan køre med regionaltog til de banegårde, FlixTrain betjener, forventer den private togoperatør at kunne få flere passagerer til sine tyske langrutetog, skrev Euronews.
Deutsche Bahn må ifølge tysk konkurrencelovgivning ikke må stille unødige hindringer i vejen for andre tyske togselskaber. Med den nye aftale kan FlixTrain blive koblet op til flere hundrede ikke før betjente togstationer i Tyskland, hvorfra passagerer kan mades ind til de togstationer, FlixTrain betjener på sine tyske langruter, oplyses det.
Relaterede artikler:
Her er Europas bedste og værste togselskaber