- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flypassager får karantæne på livstid og kæmpe regning

En 25-årig engelsk kvinde har fået erstatsningskrav på 700.000 kroner fra flyselskabet Jet2.com efter hun gik amok på flyvning. Sidste uge havde SAS uregerlig dansk kvinde på charterflyvning.

Den 25-årige engelske kvinde, der nævnes med navn og hjemby i de engelske medier, gik i en tilsyneladende kæmpe brandert amok kort efter en Airbus A321 fra det engelske lavprisselskab Jet2 var lettet fra Stansted-lufthavnen nord for London.

Jet2-fyvningen – LS1503 – fandt sted sidste måned den 22. juni – og flyet skulle have været til Dalaman-lufthavnen i Tyrkiet.

Men efter under en times flyvning besluttede kaptajnen at vende rundt på grund af den uregerlige kvinde. Hun havde i mellemtiden overfaldet medlemmer af kabinepersonalet, skreget at hun ville slå alle ombord ihjel og prøvet at åbne en af flyets døre.

Da piloterne over radioen meddelte, at de ønskede at returnere til Stansted-lufhavnen, blev det af flyveledelsen opfattet som om der var et forsøg på kidnapning af flyet i gang. Derfor blev to engelske Typhoon-jagerfly fra Royal Air Force-basen i Coningsby 150 kilometer nord for Stansted i al hast sendt på vingerne for at eskortere A321-flyet fra Jet2 tilbage til Stansted.

Landingen forløb uden problemer og kvinden blev overladt til politiet i lufthavnen.

Bøde på 85.000 pund og karantæne på livstid
Nu har Jet2.com færdigekspederet hændelsen, skriver TTGMedia.com – det er endt med, at den 25-årige kvinde har fået et erstatningskrav på 85.000 pund, cirka 705.000 danske kroner, samt en karantæne på livstid fra flyselskabet.

Beløbet skyldes blandt andet, at flyet måtte vende rundt og derfor først kom til Tyrkiet næste dag. De passagerer, der skulle have været med det fra Tyrkiet til Stansted, måtte i stedet tilbringe natten på hotel.

I en udtalelse siger Steve Heapy, koncernchef for Jet.com-gruppen blandt andet:

”Kvindens (hun nævnes med navn, red) opførsel var et af de mest alvorlige tilfælde af uregerlig passager-opførsel, vi har oplevet. Hun må nu tage konsekvenserne af sine handlinger, og vi vil ihærdigt forfølge at få inddrevet vores omkostninger som følge af dette – som vi gør overfor alle uregerlige passagerer.”

”Vi har nul-tolerance overfor uregerlige passagerer og vi håber, at denne hændelse med dens alvorlige konsekvenser vil tjene som en stærk advarsel til andre der tror, at de kan opføre sig på samme måde,” lyder det fra koncernchefen.

SAS havde også uregerlig passagerer
Onsdag aften i sidste uge gik en dansk kvinde amok ombord på et SAS-fly i lufthavnen på den græske ø Zakynthos inden det skulle lette mod Københavns Lufthavn.

Kvinden fik blandt andet væltet en kabineansat og udløst en af flyets evakueringsslisker så flyet måtte aflyses og passagerer og besætningen måtte tilbringe natten på hotel.

SAS har politianmeldt den danske kvinde, erklæret hende uønsket på fremtidige SAS-flyvninger og vil gøre erstatningskrav gældende – på skønsmæssigt omkring en million kroner. Se artiklerne under denne.

Relaterede artikler

Voldelig dansk SAS-passager kan ende i retten

SAS sortlister uregerlig dansk kvinde

London-lufthavn vil være endnu større