- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flyselskab får kendt brancheprofil som ny salgschef

Henrik Lund, kendt fra Air Canada, Emirates og SAS, skal stå i spidsen for salget i Norden hos Egyptair. Star Alliance-medlemmet betjener Københavns Lufthavn og får charterdebut fra Aarhus.

Egyptair har netop ansat Henrik Lund til at varetage den daglige ledelse af Star Alliance-medlemmets salg i Norden. Det oplyser Global Airline Connect (GAC), der i ti år har varetaget salgs- og servicefunktioner for Egyptair i Norden.

Henrik Lund var indtil oktober sidste år nordisk salgschef hos Air Canada. Inden da havde han et tilsvarende job hos et andet Star Alliance-selskab, græske Aegean Airlines, og fra 2011 til 2015 var han nordisk salgschef for Emirates. Længere tilbage havde Henrik Lund 22 år hos SAS, hvor han sluttede som international salgschef.

I pressemeddelelsen fra GAC, siger Hesham Hanafy, chef for Egyptair i Norden og Baltikum: ”Med ansættelsen af Henrik er vort ønske om at intensivere salgsindsatsen i Norden indfriet. Henrik har ikke kun et indgående kendskab til luftfartsindustrien i Norden, men et dybdegående kendskab til mange af Egyptairs destinationer i Afrika og Mellemøsten.”

Selv siger Henrik Lund: ”Jeg glæder mig til at promovere Egyptairs helt nye Airbus 320 NEO på ruten mellem Cairo og København, hvor vi allerede nu tilbyder fire gange ugentlige nonstop-afgange. Flyet har 16 sæder på business class og 126 på economy. Egyptair tilbyder noget, der desværre er blevet lidt af en sjældenhed, en ”rigtig” business class-kabine med brede sæder, top service og bonusmil til Star Alliancens bonuskort.”

Strategi om en kraftig ekspanderen i Norden
Egyptair er blandt andet stærke på ruter på det afrikanske kontinent og Mellemøsten. Der peges for eksempel på ruter via Cairo til Addis Ababa, Amman, Baghdad, Beirut, Dar es-Salaam, Dubai, Entebbe, Khartoum og Nairobi.

”Med ansættelsen af Henrik har vi fået den person, der sammen med ledelsen skal være med til at sikre vores strategi om en kraftig ekspansion i Norden, hvor Egyptairs netværk til og fra Cairo skal udbygges,” siger Hesham Hanafy og tilføjer: ”Med Henriks solide baggrund fra SAS, Emirates, Aegean og Air Canada, hvor han også havde det nordiske salgsansvar, er vi sikre på, at vi kan være med til at sætte en ny dagsorden for Egyptair i Norden.”

Foruden at tegne Egyptair rent salgsmæssigt i hele Norden, bliver Henrik Lund en del af det GAC’s nye ledelsesteam.

Egyptair får charterdebut i Aarhus Airport
Fra efteråret vil Egyptair flyve fra Aarhus Airport til Egypten på vegne af Atlantis Rejser, der har valgt den østjyske lufthavn til charterflyvninger.

Samarbejdet skydes i gang med flyvninger til Egypten. Hver lørdag fra den 16. oktober flyves der med Egyptair til Hurghada, og om søndagen er Sharm el-Sheikh på programmet. Egyptair anvender Airbus A220-300 med plads til 140 passagerer på flyvningerne til og fra Aarhus.

Atlantis Rejser samarbejder med Aarhus Airport om kommende flyvninger til populære destinationer i blandt andet Grækenland, Kroatien og Spanien.

Relaterede artikler:

Kigger på nye rejsemål efter millionunderskud

Egyptair får charterdebut i Aarhus Airport

Danskerne køber ekstra rejseforsikring

Kendt brancheprofil forlader rejsebranchen