- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flyselskab: Vi fløj verdens længste indenrigsflyvning

Det franske flyselskab French Bee siger, at dets nonstop flyvning forleden fra Tahiti til Paris var verdens længste indenrigsflyvning. En strækning på 16.100 kilometer med en Airbus A350.

French Bee er ikke verdens kendeste flyselskab, men det er et datterselskab til franske Air Caraïbes, og nu er det ifølge selskabets egne oplysninger indehaver af rekorden med verdens længste indenrigsflyvning. Det var en såkaldt tomflyvning, uden for eksempel passagerer og fragt.

Den blev gennemført forleden mellem Tahiti-Faa’a, hovedøen i den franske koloni i Fransk Polynesien i Stillehavet, og til Paris’ sekundære lufthavn, Orly, med et af French Bees tre nye Airbus A350-900.

Flyet – med indregistreringen F-HREY – lettede fra Tahiti-Faa’a International Airport og fløj på 16 timer og 49 minutter de 16.129 kilometer til Paris Orly.

På udturen fra Orly til Tahiti havde French Bee-flyet kun cargo, blandt andet 20 tons medicin, til den franske koloni og havde på denne strækning mellemlandet i en anden fransk besiddelse, Guadeloupe i Caribien.

”Vi er stolte over at have gennemført denne returflyvning mellem Paris og Tahiti under disse særlige omstændigheder,” siger Muriel Assouline, administrerende direktør for French Bee i en pressemeddelelse.

Og flyselskabets driftsdirektør, Ludovic André, tilføjer: ”Flyvningen fra Tahiti til Paris blev gennemført i en gennemsnitshøjde på 12.500 kilometer og med en gennemsnitsfart på 940 kilometer i timen. Brændstofforbruger på A350’eren er cirka 25 procent mindre en typiske langrutefly.”

Under normale omstændigheder, altså før coronakrisen, var verdens længste flyrute Singapore-New York, fløjet af Singapore Airlines, en strækning på omkring 15.300 kilometer og betjent med en Airbus A350-900 ULR (Ultra Long-Range)

Flyver kun langruter
French Bee kalder sig selv Frankrigs førende flyselskab på langruter. Selskabet, der tidligere hed French Blue, er et datterselskab i Dubreuil Group.

Før verdens luftfart blev lagt ned af coronaen fløj selskabet flere gange om ugen mellem Paris-Orly til den franske besiddelse Reunion Island vest for Madagaskar i Det indiske Ocean, til Tahiti og San Francisco. French Bee har også søgt om tilladelse til at flyve mellem Paris og New York.

Relaterede artikler:

Singapore Airlines klar til verdens længste rute

Her er verdens længste flyruter som (endnu) ikke betjenes

Indenrigsflyvning på 8.200 kilometer