- STANDBY.DK - https://standby.dk -

”For min skyld kunne 2020 godt slutte nu”

AKTUEL KOMMENTAR: ”Det er skræmmende hvor lidt fokus der er på incoming-sektoren, der beskæftiger rigtig mange og trækker meget udenlandsk valuta til Danmark,” skriver direktør for CruiseCopenhagen.

Af Claus Bødker, direktør for netværket CruiseCopenhagen, der markedsfører Danmark som krydstogtdestination

Selv om København er i vores navn, så anser vi os i CruiseCopenhagen som et nationalt krydstogtnetværk, da ti havne fra Danmark deltager i netværket, udover København. Vi er i øvrigt forankret i Wonderful Copenhagen.

Cirka 60 partnere deltager i CruiseCopenhagen-netværket, hvor SAS, Københavns Kommune, Københavns Lufthavn, Stromma, VisitDenmark, Copenhagen Malmö Ports og naturligvis Wonderful Copenhagen er strategiske partnere.

Derudover deltager en lang række virksomheder, som alle har det til fælles, at de har et ønske om at fremme krydstogtturismen i Danmark og i København.

Beretningen om krydstogt i Danmark er en positiv historie. Tilbage i 1990’erne fik København, som eneste havn i Danmark, besøg af krydstogtskibe.

I 00’erne kom provinshavnene efterhånden med, hvor Bornholm var den helt store krydstogt-magnet. Krydstogtskibene var markant mindre, og de havde i gennemsnit plads til cirka 890 gæster.

I dag er skibene større og medbringer i gennemsnit på den høje side af 2.000 krydstogtgæster, altså mere end en fordobling på 20 år.

2020 skulle være rekordår
Da vi fejrede nytår 2019/20, glædede vi os til den travle krydstogtsæson, der lå foran os. Ikke mindre end 574 krydstogtskibe ville besøge de danske havne i sommeren 2020 medbringende i alt 1,2 millioner forventningsfulde krydstogtgæster, heraf over en kvart million udenfor København.

Antallet af krydstogtgæster til såvel provinsen og København ville være det højeste antal nogensinde.

Også på bæredygtighedsfronten var vi helt klar, hvor havnene i Aarhus og København har annonceret, at de planlægger at introducere landstrømsanlæg.

Derudover var vi stolte over, at krydstogtsæsonen ville være den længste i mange år, så krydstogtgæsterne spredes over mange måneder, og dermed ikke i samme grad bidrager til den trængsel, man har oplevet i tidligere år, specielt i centrum af København.

Verdens strammeste miljølovgivning for skibe
Social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed er områder, vi bruger rigtig mange ressourcer på, og der sker rigtigt meget bag kulisserne, som offentligheden ikke rigtigt kender til.

Eksempelvis har vi her i Østersøregionen verdens strammeste miljølovgivning for skibe, hvilket vi er stolte af.

Ingen skibe må dumpe selv renset vand i Østersøen, i stedet skal det læsses af i havnen og transporteres til det nærmeste rensningsanlæg, ligesom vi har de strammeste regler for udledning af svovl.

Siden 2015, hvor reglerne blev introduceret, er svovlindholdet faldet med 50 procent over Danmark.

Der skulle desværre ikke blive noget af vores bæredygtighedsinitiativer i år, og den 3. april 2020 kom et decideret forbud fra myndighederne om landgang fra krydstogtskibe.

Incoming-branchen hårdt ramt
Mange ved, hvor hårdt store aktører som SAS, hotellerne og Københavns Lufthavn er blevet ramt af krisen, hvilket er meget alvorligt.

En sektor, der er lidt overset i øjeblikket, er de virksomheder, der primært lever af krydstogt, nemlig incoming-agenterne.

Incoming-selskaberne arrangerer turene for krydstogtgæsterne, når de er i land, og sikrer, at der er tilstrækkeligt med guider, busser og så videre.

Disse selskaber trækker meget udenlandsk valuta til Danmark, da de aflønnes af rederierne, og de kan derfor betragtes som et eksporterhverv, der bidrager positivt til fælleskassen i Danmark.

Alligevel er det lidt skræmmende hvor lidt fokus, der har været på denne sektor, der ligeledes beskæftiger rigtig mange mennesker.

For min skyld kunne 2020 godt slutte nu…

I 2021 forventer vi i nogenlunde det samme antal krydstogtgæster som i 2020
Heldigvis ser bookingerne af krydstogter for 2021 på globalt plan meget positive ud, og langt de fleste af gæsterne, der har fået aflyst et krydstogt i 2020, har ønsket at beholde deres reservation og booke et nyt krydstogt til næste år.

I Danmark forventer vi i 2021 nogenlunde det samme antal krydstogtgæster, som vi skulle have haft i 2020.

Så vi håber blot, at verden ikke rammes af en anden eller tredje bølge, så vi i 2021 næsten vil være tilbage til vores normale dagligdag.

Relaterede artikler:

Kæmpe krydstogtskibe på langtidsophold i København

Ingen udsigt til krydstogtskibe i Danmark i år

Krydstogtskibe sejler igen milliarder til danske havne