Krydstogtskib i Københavns Havn. Danmark kommer i år op på 574 anløb af krydstogtskibe i ti havne – heraf cirka 350 fra 35-37 rederier i København. Foto: Thomas Høyrup Christensen, Copenhagen Media Center, Wonderful Copenhagen.

Krydstogtskibe sejler igen milliarder til danske havne

Danmark kommer i år op på 574 anløb af krydstogtskibe i ti havne med 1,2 millioner gæster, der bruger over 1,2 milliarder kr. Flere danske havne får deres hidtil længste krydstogtsæsoner.

Danmark tager i år imod flere krydstogtgæster end sidste år. Og der er fremgang i flere havne. Således kan Aarhus, Aalborg, Kalundborg og Bornholm i år forvente stor fremgang i antallet af sejlende turister.

De ti danske havne, der i samarbejdet CruiseCopenhagen arbejder om at udvikle krydstogtturismen, får i år besøg af omkring 1,2 millioner krydstogtgæster, en fremgang på cirka 80.000 fra året før.

Med cirka 350 anløb fra 35-37 krydstogtrederier i år er København stadig landets største destination for krydstogter, og samtidig populær for turnarounds, hvor krydstogtet begynder og slutter. Det giver gæsterne længere tid til at bevæge sig rundt og bruge af destinationens oplevelser, herunder overnatninger. Omkring halvdelen af de 350 københavnske anløb i år er turnarounds.

Og mens antallet af krydstogtskibe, der lægger til i København i år, er på niveau med 2019, stiger antallet i de øvrige danske havne til 225 mod 186 sidste år, oplyser CruiseCopenhagen i en pressemeddelelse fra Wonderful Copenhagen, hvor netværket har sekretariat.

Længere krydstogtsæson
CruiseCopenhagen arbejder med at styrke hele den danske krydstogtforretning.

”Vi har fokus på at skabe vækst gennem krydstogt i hele landet. Så det er positivt med krydstogtrederiernes stigende interesse for de forskellige danske havne. Samtidig arbejder vi på at brede krydstogtskibenes besøg ud over en større del af året til gavn for de steder, der tager imod gæsterne,” siger Claus Bødker, direktør for krydstogtturisme i Wonderful Copenhagen.

I København vil sæsonen for krydstogt i år vare 216 dage, fra første skib lægger til 20. marts og til sidste anløb den 22. oktober – hertil kommer krydstogtskibene i december.

Det er den længste sæson nogensinde, skibene fordeler sig over, oplyser CruiseCopenhagen. Også Aarhus lægger et par dage oven i sidste års sæson. På Bornholm forlænges krydstogtsæsonen fra 168 dage sidste år til 209 i år, mens Aalborg stiger fra 157 dage til 189 dage i år.

På tværs af landet forventes krydstogtturismen i år at bidrage med en omsætning på cirka 1,2 milliarder kroner, både hvad passagererne og rederierne køber for.

Ikke kun krydstogtskibe i København
I år anløber 126 krydstogtskibe mindst to steder i Danmark på samme krydstogt. Dermed bliver samme skib kilde til indtægter to gange to forskellige steder i landet i forbindelse med skibets besøg.

Det er særligt Aalborg, Aarhus, Rønne, Skagen og Fredericia, der i år vil mærke det. Men også flere af de mindre danske krydstogthavne, som Christiansø ved Bornholm, Hundested og Aabenraa, får besøg af skibe, der også har lagt til i København, oplyser CruiseCopenhagen.

Relaterede artikler:

Igen en million krydstogtgæster i København næste år

Her er verdens bedste krydstogtskibe

Krydstogtskib til Aarhus med kort varsel