- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Forbruger Europa: Flyselskaber vildleder passagerer

Nogle flyselskaber vejleder forkert og undlader at tilbyde rejsende, hvad de har krav på når fly aflyses, siger den danske afdeling af EU’s Forbruger Europa, en del af Forbrugerstyrelsen.

”Forbruger Europa i Danmark har mange sager, hvor rejsende ved en flyaflysning kun får tilbudt ombooking til det samme flyselskab, som ikke nødvendigvis er den næste ledige afgang, eller hvor de får at vide, at de selv skal betale forskellen mellem den gamle og nye billet.”

Det siger Lars Arent, leder af Forbruger Europa i Danmark, i en pressemeddelelse. Den danske afdeling af EU’s Forbruger Europa er en del af Konkurrence og Forbrugerstyrelsen. Forbruger Europa-netværket er oprettet af Europa-Kommissionen og har blandt andet kontorer i alle EU-landene.

”Mange forbrugere kender ikke deres rettigheder ved en flyaflysning og ved derfor ikke, at de i de i mange tilfælde har ret til en billet med et andet flyselskab,” siger Lars Arent.

Mange af flypassagerernes rettigheder er dækket af EU-forordning 261 om nægtet ombordstigning.

Hvis passageren takker ja til at få pengene igen, forsvinder rettigheder
Ved en flyaflysning i et EU-land skal flyselskabet tilbyde passageren en af følgende muligheder, oplyser Forbruger Europa:

Tilbagebetaling af den fulde købspris for billetten
Ombooking til næste ledige afgang, eventuelt med et andet flyselskab under lignende betingelser
Ombooking til en afgang på et senere tidspunkt efter forbrugerens valg

Hvis de rejsende ikke kan udskyde deres rejse til flyselskabets næste afgang, vælger nogle at tage imod pengene og købe en ny flybillet, der kan være væsentligt dyrere end den første.

Om det siger Lars Arent: ”Hvis passageren har takket ja til at få pengene igen, forsvinder de rettigheder, der kan være i forhold til dækning af udgifter for eksempel til hotel og mad, mens de venter på det næste fly. Derudover dækker flyselskabet heller ikke den ekstraudgift, det ofte er at købe nye flybilletter. Valget om at få udbetalt penge, kan derfor ende med at blive dyrt.”

Op til 600 euro i kompensation
Forbruger Europa opfordrer berørte flypassagerer til ved aflysninger eller store forsinkelser at henvise flyselskabet til de europæiske forbrugerrettigheder og gøre opmærksom på, at man som forbruger har ret til den næste ledige afgang, uanset hvilket flyselskab, der er tale om.

”Dermed skal forbrugeren ikke betale ekstra for en flybillet. I nogle situationer kan flyselskabet ikke gennemføre bookingen hos et andet selskab, og derfor beder de forbrugeren om selv at booke og sende regningen til dem. Sørg for at få det på skrift,” lyder det fra Forbruger Europa.

Kompensation til forbrugeren for en aflysning afhænger af flyrejsens længde, understreger Forbruger Europa:

Flyvninger på op til 1.500 kilometer skal udløse 250 euro i kompensation, op til 3.500 kilometer: 400 euro, mens flyvninger uden for EU på over 3.500 kilometer skal give 600 euro.

Kompensationen skal udbetales kontant eller ved overførsel til bankkonto eller kreditkort. Flyselskabet kan også tilbyde at udbetale kompensationsbeløbet som vouchers eller andre tjenester, men det er forbrugerens valg, om man vil accepterer det, understreges det.

Der er flere informationer på Forbruger Europas hjemmeside.

 

Relaterede artikler:

“EU-udspil kan aflive mange pakkerejsebureauer “

Forbrugerombudsmand: Ulovligt gebyr ved flybillet

Politianmelder danske dusørjæger-virksomheder