- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Forretningsrejsende kan ikke undgå forsinkelser

40 procent af hyppigt forretningsrejsende siger i ny amerikansk undersøgelse, at de har været udsat for at en flyafgang blev aflyst – og hoteloplevelsen er noget af det vigtigste når de er afsted for firmaet.

Over halvdelen, 54 procent, af alle deltagende forretningsrejsende i ny undersøgelse oplyser, at de gennem årene som rejsende for deres firmaer har oplevet hændelser, de godt kunne have været foruden.

52 procent har oplevet forsinkede fly – mens hele 40 procent har været ude for, at de ikke kom med det planlagte fly, simpelthen fordi det blev aflyst.

Det fremgår af undersøgelsen New Business Traveler Sentiment Index, udarbejdet for amerikanske GBTA, Global Business Travel Association, i samarbejde med RoomIt by CWT, erhvervsrejsebureauet CWT’s hoteldivision.

Men de kedelige oplevelser med blandt andet flyforsinkelser og aflysninger til trods, så siger hele 86 procent af de adspurgte i undersøgelsen, at de generelt er overordnet tilfredse med deres oplevelser som forretningsrejsende.

Blandt andre store områder, der rager ud når de forretningsrejsende besvarede undersøgelsen, er hoteloplevelsen.

Her vil hovedparten gerne bo behageligt på hoteller i bekvem afstand fra for eksempel det møde eller den konference, de rejsende er kommet for at deltage i.

Andre vigtige områder udover flydelen og hotelopholdet er selve bookingprocesserne og hvordan der skal betales for de rejseydelser, de firmarejsende for eksempel selv skal klare – hvis de ikke har et erhvervsrejsebureau til rådighed.

Krav til gode hoteller er blandt andet også, at hotellet har en god standard samt uafbrudt adgang til Wi-Fi plus at morgenmad er med i prisen for hotelopholdet.

”Hotellet skal være et sikkert sted”
”Vi er med på, at hoteldelen skal være et trygt og sikkert sted for den forretningsrejende,” siger Peggy Studer, marketingchef for CWT’s hoteldivision RoomIt og fortsætter:

”Vores tankegang bag RoomIt er at give de rejsende flere valgmuligheder, hvor de skal bo, hvor hoteller ligger, mulighed for at optjene bonuspoint – og hvad hotellet skal tilbyde fra fitnesscenter til restauranter. Forretningsrejser kan være stressende – det skal hoteloplevelsen ikke være.”

Hver nat året rundt har CWT-kunder verden over i snit booket 100.000 hotelværelser – det giver lidt baggrund for at forstå de varierede ønsker, forskellige nationaliteter har til deres hotelværelse under forretningsrejsen.

Relaterede artikler:

Store forskelle på ønsker fra hotelgæster

Firmarejsende bruger hellere teknologi end mennesker

Små overskud i største danske erhvervsbureauer