- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Forventer få danske turister til Saudi Arabien

For at reducere sin afhængighed af olie, åbner konservative Saudi Arabien for første gang døren for udenlandske turister. Dansk rejsebureau med speciale i Mellemøsten forventer lille interesse.

Saudi Arabien gør det nu for første gang muligt for udenlandske turister at besøge landet – hidtil har primært kun udenlandske forretningsfolk og muslimer fra andre lande haft afgang.

Ændringen kommer blandt andet fordi Saudi Arabien vil formindske sin afhængighed af olie – og i stedet tiltrække penge fra udenlandske turister, hvilket landet har set naboer som De forenede Arabiske Emirater med blandt andet Dubai samt Egypten og Jordan har haft succes med.

I første omgang åbner Saudi Arabien for elektronisk turistvisa, eller ved ankomst til Saudi Arabien, for statsborgere over 18 år fra 49 lande, EU-landene med for eksempel Danmark samt blandt andet også Norge, Schweitz, Canada, Kina og USA.

Prisen for et visum på én måned er 117 dollars, cirka 800 kroner.

Dansk rejsebureau tror ikke på mange turister
Viktors Farmor, dansk rejsebureau med speciale i utraditionelle og delvist kontroversielle destinationer, forventer ikke at åbningen fra Saudi Arabien vil give noget dansk turistboom til landet. Rejsebureauet har årligt cirka 5.000 gæster til omkring 80 destinationer verden over.

Partner og administrerende direktør i Viktors Farmor, Esben Gynther, siger til STANDBY.dk:

”At Saudi Arabien nu åbner for turister fra blandt andet Danmark er selvfølgelig godt for de, der vil opleve landet. Det er jo et lidt kompliceret land, men har også meget spændende at byde turister på – for eksempel er der minder fra nomadefolket nabatæerne, dem der også kendes fra for eksempel Petra i Jordan.”

Viktors Farmor forsøgte i 2004 og igen sidste år at sende gæster til Saudi Arabien. Sidste år lykkedes det ikke at få visum – trods løfter om det modsatte. I 2004 blev rejsen opgivet som følge af terrortrusler mod vesterlændinge, oplyser rejsebureauet.

”Men nu hvor der åbnes for turistvisa, vil vi nok overveje rejser til Saudi Arabien, selv om markedet næppe er særlig stort – måske vil der kun være et par hundrede danske turister om året. Vi er størst blandt flere danske bureauer der tilbyder rejser i Mellemøsten, så vi ser selvfølgelig på mulighederne for at sende gæster til Saudi Arabien,” siger Esben Gynther.

Masser af krav til turister i Saudi Arabien
Åbningen fra Saudi Arabien overfor udenlandske ikke-muslimske turister kommer formentlig fra den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman.

Han er blandt andet påvirket af, at omkring halvdelen af landets cirka 33 millioner indbyggere er under 25 år. Kronprinsen har stået for en række reformer de seneste år – sidste år fik kvinder i Saudi Arabien lov til at køre bil og i år fik de ret til at rejse uden for landets grænser uden en mandlig værge.

Men kronprins Mohammed bin Salman og Saudi Arabien fik sidste år hård kritik fra den civiliserede del af verdenssamfundet.

Det skete efter drabet på den saudiarabiske, regeringskritiske journalist Jamal Khashoggi, der boede i USA. Han blev 2. oktober sidste år lokket ind på det saudiarabiske konsulat i Istanbul, hvor han blev myrdet – angiveligt på ordre fra højeste sted hos de saudiarabiske myndigheder.

Ifølge en undersøgelse fra FN var der tale om en planlagt henrettelse, som den saudiarabiske stat med kronprins Mohammed bin Salman og andre højtstående myndighedspersoner var ansvarlig for. Konklusionen om mordet på Jamal Khashoggi blev bakket op af blandt andet USA’s efterretningsorganer med CIA i spidsen.

Den saudiarabiske regering medgav – efter først at have benægtet ethvert kendskab til forbrydelsen – at drabet var udført af overløbere fra landets efterretningstjeneste, men at kronprinsen på ingen måde var involveret.

Vil øge indtjeningen fra udenlandske turister
Som led i det nye tiltag for at få udenlandske turister til landet, lempes også kravene til hvordan udenlandske kvinder skal gå klædt i Saudi Arabien; de behøver ikke bære en kropsdækkende abaya klædedragt, men skal som minimum have tildækket skuldre og knæ.

Saudi Arabiens turistminister, Ahmad al-Khateeb, siger ifølge CNN.com, at landet med sin seneste liberalisering med OK til ikke-muslimske turister håber at tiltrække udenlandske investeringer til sin turistindustri samt øge indtægterne i sit bruttonationalprodukt fra turismen fra i dag tre procent til ti procent i år 2030. Saudi Arabien håber i 2030 at have 100 millioner årlige turister og at de skaber en million arbejdspladser.

”Besøgende vil blive overrasket over at se, hvilke skatte, vi kan tilbyde udenlandske turister – heriblandt fem attraktioner fra UNESCO’s verdensarvsliste, en levende lokal kultur og en storslået naturskønhed,” siger turistminister, Ahmad al-Khateeb.

Masser af begrænsninger
Der er dog rigtig meget, udenlandske turister ikke må i Saudi Arabien. Alt med relation til alkohol, narkotika, pornografi og så videre er strengt forbudt. Udenlandske ikke-muslimske turister må for eksempel ikke besøge de hellige byer Mekka og Medina.

Og udenlandske turister skal under ingen omstændigheder drøfte eller kommentere religiøse forhold under deres ophold i Saudi Arabien.

Saudi Arabien fortolker sin version af islam meget strengt. Det sker blandt andet gennem det fanatiske religiøse politi, mutawerne.

Om mutawerne skriver Udenrigsministeriet blandt andet: ”Stoppes man af mutawerne anbefales det stærkt at søge at afslutte mødet hurtigst muligt ved at undlade at indlade sig i diskussion og dermed risikere at optrappe situationen. Uanset om mutawernes anvisninger er urimelige, er det bedre at følge dem end at blive bragt i forhør i et af deres kontorer.”

Det danske Udenrigsministerium har i sin rejsevejledning for Saudi Arabien en meget lang redegørelse over, hvad man som besøgende i Saudi Arabien gør og navnlig ikke gør. Denne bør læses meget grundigt af en alle danske statsborgere, der påtænker at rejse til landet.

Relaterede artikler:

British Airways åbner tredje rute til Saudi-Arabien

Specielle rejsemål giver stor vækst

Skyteam gør det nemmere at booke sine medlemmer