Et af det danske rejsebureau Viktors Farmors bedst sælgende destinationer er Usbekistan. Foto: Viktors Farmor, Lone Andersen.

Specielle rejsemål giver stor vækst

Dansk rejsebureau med speciale i utraditionelle og delvist også kontroversielle destinationer har på et år set fremgang i antal solgte rejser på 20 procent.

”Vi har rejser til omkring 80 lande verden over; vi har ingen interne regler i bureauet for destinationer og lande, som vi ikke kan lave rejser til. Men et krav er, at vi selv skal synes det er en spændende rejse.”

Det siger partner og marketingschef i Viktors Farmor, Esben Gynther. Rejsebureauet som hans mor, Kirsten Gynther Holm, åbnede for 22 år siden, har hovedsæde i Skødstrup nord for Aarhus. Viktor, som bureauet er opkaldt efter, er i øvrigt Esben Gynthers i dag 23-årige søn.

Viktors Farmor er på flere måder et farverigt rejsebureau med speciale i rejser for små grupper, max omkring 20 deltagere, med primært danske rejseledere til nærmest alle mulige og også nogle på papiret umulige rejsemål. 90 procent af bureauets rejser er til destinationer udenfor Europa – og de fem bedst sælgende rejsemål er Marokko, Iran, Usbekistan, Sri Lanka og Vietnam.

Og konceptet med specielle oplevelsesrejser fungerer. I hvert fald siger Esben Gynther til STANDBY.dk, at bureauet, der i år sender cirka 5.000 gæster afsted på 400 ture, i år har set en fremgang i antal gæster på 20 procent.

”Hvad årsagen er, ved jeg faktisk ikke. Men der er flere der opdager os ligesom vi er blevet mere synlige – og det betyder i hvert fald noget, at vi nærmest kun har danske rejseledere,” siger Esben Gynther.

Viktors Farmor, der har en skønsmæssig omsætning på omkring 75 millioner kroner om året, har 16 medarbejdere i Danmark samt omkring 100 tilknyttede rejseledere.

Rejser til Saudi-Arabien
Viktors Farmor regner sig som største danske rejsebureau når det gælder rejser til Centralasien og Mellemøsten.

Blandt de nye rejsemål er Tunesien, der atter tager imod turister, Brasilien er igen på menuen, et muligt kommende rejsemål er Østtimor, mens en bekræftet ny destination bliver Saudi-Arabien fra efteråret. Den nye unge kronprins i det storkonservative Saudi-Arabien er med forsigtige skridt ved at åbne landet mere for omverden, blandt andet ved at tillade flere visa til turister.

”Saudi-Arabien er ved at åbne sig for turister, det er svært at få visum, men til november sender vi den første gruppe med 20 personer afsted. Den to uger lange rundrejse er dyr, det koster mindst 35.000 kroner, hvilket blandt andet skyldes, at landet ikke har særlig mange turistklasse hoteller, vi bruger normalt typisk trestjernede hoteller, men i Saudi-Arabien bor man på meget fine hoteller – og det koster,” siger Esben Gynther.

Europas sidste diktatur
Viktors Farmor arrangerer også rejser til lande, hvor det giver kritik. ”Vi har fået kritik for at arrangere rejser til Hviderusland, der kaldes Europas sidste diktatur, men også for vores rejser til lande med militærstyre som Burma og Thailand; rejser til Israel har mange synspunkter om, også nogle grove nogle på vores Facebook-side; her kommer tit nogle vrede ord,” siger Esben Gynther og fortsætter:

”Vi tager som rejsebureau ikke politisk stilling. Gæsterne træffer selv deres beslutning, om det er et rejsemål de vil til og hvor de med deres penge kan være med til at støtte landets styre.”

Viktors Farmor bruger mange ressourcer på at udvikle nye rejser. Men lytter naturligvis efter rejsevejledningerne fra Udenrigsministeriet. Derfor har rejsebureauet for nylig pillet Algeriet af programmet.

Nej til Nordkorea
Viktors Farmor sælger ikke rejser til Nordkorea.

”Vi har kigget på det, men grupperne vil være superkontrolleret og overvåget, de ville ikke få det rigtige Nordkorea at se, kun hvad regimet ønsker at vise frem. Man skal for eksempel spise på hotellet og må ikke gå ud om aftenen,” siger Esben Gynther.

Viktors Farmor, der er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening, ser i øvrigt Albatros Travel, Kipling Travel og Stjernegaard Rejser som nogle af sine primære konkurrenter blandt danske rejsebureauer.

Flest med Turkish Airlines
Turkish Airlines, der er det flyselskab i verden med flest destinationer, har næsten halvdelen af gæsterne med Viktors Farmor.
Bureauet benytter blandt andet også Qatar Airways og Emirates – og når rejserne har en mere vestlig vest kurs for eksempel Lufthansa og KLM.

Relaterede artikler:

Dansk rejsebureau giver op

Rejsebureau sur på ugeblad

Tre flyselskaber med hver sin førsteplads

 

x

Læs Også

Varm sommer mindskede ikke salg af skirejser

”Vi havde godt nok tilbagegang i juni og juli, men det er hentet ind i de første uger af august,” lyder det fra Danmarks største skirejsebureau – der i sæsonen sender 300 fly fra Danmark til Alperne.

Rejsebureau skifter navn

Danske Team Benns Ski bliver til Vinterly Skirejser – bureauet er del af Skigroup, Danmarks næststørste arrangør af skirejser. Gruppen tæller tre andre skirejsebureauer, blandt andre Højmark Rejser.

Havudsigt blev til gul mur og elevator til stejl trappe

Man skal holde, hvad man lover, ellers falder hammeren prompte, således også i en kendelse mod Kulturrejser Europa til Kreta for tre ødelagte feriedage.

Atter klar til ski på nichedestination

Danske Sun Tours, der primært gør sig indenfor charterrejser, holder den kommende vinter fast i sin foreløbig enlige skidestination. Der flyves fra både København og Aalborg.

Spies i nyt samarbejde med Emirates

Næste år tilbyder Danmarks største charterrejsebureau cirka 2.300 pladser på direkte flyvninger fra Bornholm til Sydeuropa. Men der bliver også samarbejde med DAT og Emirates.

Danske rejsebureauer på kurs mod ny rekord

Der er endnu ingen officielle tal, men feriebureauerne hos Danmarks Rejsebureau Forening melder nærmest samstemmende om, at 2018 bliver et rigtig godt år.