- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Frankrig og Kroatien bliver orange i rejsevejledninger

Fra midnat til lørdag betyder forhøjede smittetal i Frankrig og Kroatien, at de to lande bliver orange i de danske rejsevejledninger. Bulgarien er tilbage i gult. Stadig ingen regionale rejsevejledninger.

Frankrig og Kroatien tilføjes nu det stigende antal orange EU/Schengenlande i de danske rejsevejledninger. Begge lande er blevet orange, hvilket betyder at Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser, på grund af stigende smittetal med coronavirussen.

I denne uge tilføjes Frankrig og Kroatien til listen over lande, hvortil alle ikke-nødvendige rejser frarådes på grund af et for højt antal smittede. Tallene fra Statens Serum Institut viser, at smittetallet for Frankrig er på 31,3 og smittetallet for Kroatien er på 32,6. Dermed ligger landene over kriteriet om et nationalt smittetal på 30, skriver Udenrigsministeriet.

Gul i rejsevejledningen betyder, at der kan rejses til landet, blot der udvides forsigtighed. Bulgarien vender med faldende coronatal tilbage fra den orange til den gule liste i rejsevejledningerne. “Bulgarien opfylder nu kriterierne for lave smittetal i modellen for rejsevejledninger for EU- og Schengenlande,” hedder det torsdag i Udenrigsministeriets opdaterede rejsevejledning.

Udenrigsministeriets opdaterede rejsevejledninger kommer hver torsdag eftermiddag. Skæringspunktet er om landene har over eller under 30 nye smittede per 100.000 indbyggere indenfor de seneste to uger.

Der blev heller ikke denne uge premiere på de efterlyste regionale rejsevejledninger fra Udenrigsministeriet; de indgår i de politiske forhandlinger i forbindelse med Fase 4 af genåbningen af Danmark, oplyser Udenrigsministeriets pressevagt til STANDBY.dk

Rejsebureaubranchen har længe efterspurgt regionale rejsevejledninger til de store europæiske rejselande som for eksempel Spanien, hvor der kan være forskel på smittetrykket mellem eksempelvis Barcelona og de Kanariske Øer. Navnlig de Kanariske Øer er meget vigtig for charterbranchen, da de er aftager af hovedparten af de danske charterturister i vinterhalvåret.

Den opdaterede orange liste fra Udenrigsministeriet
Med Frankrig og Kroatien på listen, godt nok først fra på lørdag, fraråder Udenrigsministeriet i øjeblikket på grund af smittetallene således alle ikke-nødvendige rejser (orange) til, nævnt alfabestisk: Andorra, Belgien, Bulgarien, Frankrig, Kroatien, Luxembourg, Malta, Monaco, Rumænien og Spanien.

Udenrigsministeriet fraråder på grund af landenes indrejserestriktioner, at man for eksempel skal i længere karantæne, ikke-nødvendige rejser til: Estland, Finland, Irland, Island Letland, Litauen og Slovenien.

Med dagens opdatering af de danske rejsevejledninger er der således for eksempel stadig grønt lys til populære rejselande som Grækenland, Norge, Portugal, Tyskland og Østrig.

Schweiz er hverken med i EU eller Schengen-samarbejdet, men Schweiz er også åbent for danske turister. Dog ikke ankomster fra Færøerne, her kræver de schweiziske myndigheder karantæne ved ankomst.

Alle Udenrigsministeriets rejsevejledninger kan ses via dette link.

Relaterede artikler:

Her er beredskabsnotatet til 29. maj-pressemødet

Omsætningsfald i rejsebranchen over hele linjen

Ingen regionale rejsevejledninger i denne uge