- STANDBY.DK - https://standby.dk -

I gang med nyt hold Serviceambassadører

TURISME: Virksomheden Help@Head er i fuld gang med at træne nye kandidater til mulige stillinger i blandt andet hotel- og turisme-erhvervet.

Hovedparten af de nuværende kursister på kurset for serviceambassadører med flere af underviserne.

TURISME: Virksomheden Help@Head er i fuld gang med at træne nye kandidater til mulige stillinger i blandt andet hotel- og turismeerhvervet.

Kursisterne i Help@Head’s kurser som serviceambassadører favner bredt. De har vidt forskellige uddannelser, baggrund og kompetencer – det kan være alt fra personer med baggrund som bartender, butikschef, IT-supporter, salg og marketing, pædagog, sagsbehandler, økonomi og så videre.

Kursisterne kommer typisk til de seks uger lange kurser ved at blive tilmeldt via deres A-kasse eller jobcenter.

I øjeblikket er Help@Head i gang med et hold kursister på knap 60. Ifølge Help@Head kommer typisk syv ud af ti kursister i arbejde inden for en måned efter kurset er bestået. De arbejdsområder, der ansætter flest kursister, er hotelbranchen, hvor hver femte finder arbejde. Men også detailbranchen, det offentlige, turisme og transport er gode aftagere.

Help@Head siger selv, at det uddanner ledige borgere til at gøre ny karriere indenfor turismebranchen, at kursisterne har fokus på salg, service og oplevelser.

Muligt med praktikforløb eller løntilskud
Kursisterne kan eventuelt indledningsvis starte i et praktikforløb, og/eller efterfulgt af et forløb i løntilskud eller anden tidsbestemt projektperiode.

Selve kurset som serviceambassadør består af det seks uger lange, intensive akademiforløb indenfor salg og service, med afsluttende eksamen 1. december.

Under forløbet får kandidaterne forståelse og viden fra Help@Head’s undervisere på en lang række områder som MICE, revenue management, salg og service, interkulturel forståelse, det turismepolitiske landkort, personlig kommunikation, individuel sparring og meget mere.

Svært at finde kvalificeret arbejdskraft
”Alle turismevirksomheder i Danmark er mere end velkommne til, at kontakte os via mailen: kontakt@helpahead.dk for at høre om kandidater, der kunne matche deres behov,” siger adm. direktør for Help@Head, Henning Kaae Glarvig, til standby.dk.

”Flere og flere virksomheder i hotel- og turismebranchen melder, at de har udfordringer med at finde kvalificeret arbejdskraft. Der er et stort behov for, at tilføre branchen nye ressourcer.”

Han har selv en fortid i blandt andet Nordic Choice Hotels, Wonderful Copenhagen og Remmen Hotels.

De andre undervisere på det igangværende kursus har tidligere været hos virksomheder i branchen som Atlantis Rejser, CabInn, Europæiske Rejseforsikring, First Hotels og Parken Sport & Entertainment.

En af underviserne er Søren Damstrup, der også underviser i Turisme på Copenhagen Business Academy, og som tidligere var hos blandt andet Kuoni Destination Management og VisitDenmark.

Relaterede artikler:

300 danske serviceambassadører

Turismevirksomheder mangler arbejdskraft

Horesta: Erhvervspakke styrker turismen