- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Gør nyt forsøg med MICE-workshop i København

Corona-restriktioner umuliggjorde sidste år premieren på MeetInCPH, en MICE- og rejsebranche-workshop til at styrke møde- og konferenceturismen i Danmark. Til maj gøres et nyt forsøg.

MeetInCPH skulle i juni sidste år været gennemført i København i samarbejde med blandt andet Tivoli, VisitDenmark og Wonderful Copenhagen. Men todages-eventet måtte aflyses på grund af de daværende corona-restriktioner.

Men 2. og 3. maj gør arrangørerne et nyt forsøg på at gennemføre eventet i Tivoli, hvor MeetInCPH sætter fokus på kvalitetsturisme, møder, events, konferencer, incentives og fremtidens samarbejde. De forventede 30-35 udstillere kan blandt andet speeddate med 150-200 særligt indbudte indkøbere.

I år skulle det kunne lade sig gøre at gennemføre arrangementet som følge af den positive udvikling omkring corona, herunder ophævelse af restriktioner. Nu er det afgørende, at indsatsen for dansk og nordisk privat- og erhvervsturisme accelereres, og MeetInCPH vil være en del af dette, oplyses det i en pressemeddelelse.

”Tiden er kommet til at genstarte indsatsen for at styrke turismen til Danmark og Norden. Tivoli og NIMB er glade for igen at støtte MeetInCPH og lægge rammer til at samle de bedste leverandører og igen sætte fokus på privat- og erhvervsturisme, møder og events, over for udvalgte indkøbere,” siger Lars Adler Petersen, Tivoli, chef for BtB Sales, salg og marketing i Tivoli.

Ikke ballon-samlere
Fundamentet for MeetInCPH er pre-bookede aftaler mellem leverandører og indkøbere samt netværksmuligheder og fokus på ROI for alle parter. For at sikre den højeste kvalitet af møder, netværksaktiviteter og forretningsudviklingsmuligheder, er de indbudte indkøbere fra ind- og udland specielt udvalgt af MeetInCPH, hedder det i pressemeddelelsen.

MeetInCPH ejes og organiseres af det nye rådgivningsfirma North Hospitality. Herfra siger partner og kommerciel Michael Grønbæk til STANDBY.DK:

”Vi forventer, som det ser ud nu, 30-35 udstillere til MeetInCPH. Det vigtigste er kvaliteten af udstillerne, vi er ikke interesserede i dem der for eksempel sælger ørepropper til rejsebranchen. Det samme gælder de indbudte indkøbere. Her forventer vi mellem 150 og 200 indkøbere fra navnlig Skandinavien og nogle fra Storbritannien. Det skal ikke lyde snobbet, men det er by invitation only, så man er fri for dem, der bare går rundt og samler balloner.”

Relaterede artikler:

Stor kongreskæde tilbyder afbestillingsforsikring

Mødebranchen klar til nye tider efter genåbningen

”Mødeplanlæggerne er blevet meget mere cool”

VisitDenmark-kampagne skal støtte mødebranchen

Vil holde fysisk event for møde- og rejsebranchen