- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Gouda: ERV’s Norwegian-kunder er velkomne hos os

Europæiske ERV har netop skrevet til sine danske rejsebureaukunder, at efter 14. januar dækker ERV ikke, hvis Norwegian går konkurs. ERV’s største konkurrent, Gouda: ”Vi dækker fortsat Norwegian – og rejsebureauerne er velkomne hos os.”

Der kom denne uge en noget overraskende melding fra det store rejseforsikringsselskab Europæiske ERV til dets cirka 100 rejsebureaukunder i Danmark. I brevet, der ikke var underskrevet, skrev ERV blandt andet:

”Vi vil gerne informere dig om, hvordan du er dækket i tilfælde af, at Norwegian går konkurs.”

Rejsebureauer og rejsearrangører skal have en såkaldt udvidet ansvarsforsikring, der blandt andet dækker ved store ekstra udgifter for rejsebureauet – for eksempel et flyselskabs konkurs.

ERV henviser i brevet til undtagelser i forsikringsbetingelserne, og at disse undtagelser træder i kraft om under en måned, 14. januar. Baggrunden for beslutningen menes at være, at ERV i Danmark ikke kan få genforsikret sine forpligtigelser, hvis Norwegian går konkurs.

”Jeg kender ikke Europæiskes bevæggrunde, men nogen hos Europæiske må jo sidde med noget viden, vi andre ikke har,” sagde Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, tidligere fredag til STANDBY.dk

ERV i Danmark ejes af ERGO Group, et af Tysklands og Europas største forsikringsselskaber. ERGO Group er ejet af en endnu større mastodont, Munich Re, et af verdens største såkaldte genforsikringsselskaber.

Gouda Rejseforsikrings administrerende direktør, Dan Kjølhede Laursen. Gouda-pressefoto via Ritzau.

”ERV-kunder er velkomne i Gouda”
Norskejede Gouda Rejseforsikring er største aktør på det danske rejsebureaumarked for salg via rejsebureauerne af egentlige rejseforsikringer til forbrugerne – ligesom Gouda også tilbyder rejsebureauerne den nødvendige udvidede ansvarsforsikring.

Goudas rejseforsikringer sælges gennem cirka 500 nordiske rejsebureauer, hvoraf cirka halvdelen er i Danmark.

Administrerende direktør for Gouda Rejseforsikring, Dan Kjølhede Laursen, siger til STANDBY.dk:

”Vi har endnu ikke fået henvendelser fra rejsebureauer, der er kunder hos ERV, i forbindelse med brevet om Norwegian. Men vi hører da aktører i branchen sige, hvad er nu dette for noget og hvad sker der. Det er en barsk udmelding fra ERV.

Vi har fortsat fuld dækning når det gælder Norwegian – og vi ser ingen problemer i Norwegians set-up eller økonomi.”

Men nogle danske rejsebureauer, der er kunder hos ERV må jo tænke, hvad gør vi efter 14. januar, for så er vi jo ikke dækket af ERV, hvis Norwegian går konkurs.

”De er meget velkomne hos os. Og om årsagen til ERV’s brev til de danske rejsebureaukunder kan jeg kun gætte på, at konkursen i oktober hos Thomas Cook-gruppen har påvirket tallene på ERV’s hovedkontor i Tyskland – men det er kun et gæt.

Vi ser i hvert fald ikke noget i vores tal der gør, at vi skal træffe lignende forholdsregler. Vi ser ingen tegn på, at Norwegians økonomi i øjeblikket er udfordret på en måde som gør os særligt bekymret,” siger Dan Kjølhede Laursen og tilføjer:

”Når jeg læser for eksempel CHECK-IN.dk og STANDBY.dk, så læser jeg, at de udfordringer, Norwegian har haft på indtjeningen, har de skåret fra.”

Hvad gør danske rejsebureauer, der har deres udvidede ansvarsforsikring hos Europæiske ERV, efter 14. januar, hvor ERV siger, at de ikke dækker, hvis Norwegian krakker?

”Hvis der ikke sker noget med Norwegian, er der ingen problemer – men sker der noget efter den 14. januar, så står rejsebureauer (hos ERV, red) selv med regningen. Så kan de ikke gå til deres forsikringsselskab og få kompensation for deres tab.”

Relaterede artikler:

Efter konkursbrev: Danske rejsebureauer har fortsat tillid til Norwegian

Europæiske: Vi dækker ikke ved Norwegian-konkurs

Europæiske ERV igen kåret til Årets Rejseforsikring