- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Gouda Rejseforsikrings topdirektør er stoppet

Efter fem år på posten er Dan Kjølhede Laursen stoppet som administrerende direktør for Gouda Rejseforsikring. "Jeg overlader Gouda i en markant bedre stand, end jeg modtog det,” siger han.

Nyheden om Dan Kjølhede Laursen overraskende farvel til det markedsledende rejseforsikringsselskab kom torsdag eftermiddag på Linkedin, hvor han blandt andet skrev:

”Efter 5½ forrygende år i Gouda/Gjensidige er det blevet tid til noget nyt.

Jeg har haft æren af at stå i spidsen for Nordens største rejseforsikringsselskab på en udfordrende, men spændende rejse med blandt andet udvikling af ny strategi, effektivisering af forretningsgange, stor medarbejdertilfredshed, høj kundetilfredshed og gode resultater trods de Covid-19 udfordringer, rejsebranchen har været udsat for,” skrev Dan Kjølhede Laursen og tilføjede:

”Nu er det tid til noget andet. Både for Gouda og for mig. Nu laver jeg et midlertidigt ”check-out” og bruger tiden med min familie samtidig med, at jeg vil tænke på, hvad fremtiden skal indeholde jobmæssigt efter 20 år som salgschef, divisionsdirektør, nordisk salgs- og marketingdirektør og de seneste år som leder for Gouda i Norden. Jeg er spændt på den næste rejse.”

Kom fra konkurrenten
Dan Kjølhede Laursen kom i 2016 til Gouda Rejseforsikring fra konkurrenten Europæiske ERV, hvor han var Europæiskes nordiske salgsdirektør. Reelt blev Dan Kjølhede Laursen ansat af norske Gjensidige Forsikring, der i 2014 overtog Gouda Rejseforsikrings nordiske aktiviteter.

Dan Laursen havde i sine 14 år i Europæiske ERV en række leder- og direktørroller indenfor blandt andet salg og marketing. I 2015 kom han i spidsen for ERV’s nordiske salgsorganisation.

Til STANDBY.DK siger Dan Kjølhede Laursen torsdag: ”Nu skal jeg finde ud af, hvad der gør mig glad, hvor finder jeg energi og flow.

Jeg kan med stolthed sige, at jeg overlader Gouda i en markant bedre stand, end jeg modtog det. Gouda-forretningen har udviklet sig fra at være en stor spiller til ubetinget at være den største spiller i Norden. Det er jeg superstolt af.”

Business as usual
Til STANDBY.DK oplyser Trine Andrup, Gjensidige Forsikrings kommunikationschef, at de medarbejdere i Gouda, der refererede til Dan Kjølhede Laursen nu refererer til Mats C. Gottschalk, koncerndirektør for Gjensidige i Danmark.

”Ellers er det business as usual,” siger hun.

Relaterede artikler:

Vi har fået flere rejsebureaukunder

Kårer årets bedste danske rejseforsikringsselskaber

Forsikringsselskaber straffes for kønsdiskriminering