Gouda Rejseforsikring vandt med ét point foran Europæiske ERV i kampen om prisen som Årets Rejseforsikring. Arkivpressefoto fra Airbus med en H135 redningshelikopter: Anthony Pecchi.

Kårer årets bedste danske rejseforsikringsselskaber

RejseforsikringsGuiden har for femte år vurderet rejseforsikringsselskaber på det danske marked. Kåringen af de bedste sker på baggrund af dækninger, kundeanmeldelser og forsikringspriser.

Gouda Rejseforsikring vinder igen samlet prisen som Årets Rejseforsikring 2021. Prisen uddeles som et led i sin vejledning af forbrugerne inden for rejseforsikringer, oplyser RejseforsikringsGuiden.dk.

I år var disse rejseforsikringsselskaber i spil til at modtage prisen: Dansk Rejseforsikring, Europæiske ERV, Globe Rejseforsikring og Gouda Rejseforsikring.

”Desværre blev 2021 også året, hvor Bupa, Coverwise og SafeAway måtte indstille salget af rejseforsikringer,” lyder det fra RejseforsikringsGuiden.

Samlet vinder af Årets Rejseforsikring 2021 blev Gouda Rejseforsikring. De tre underkategorier, som ligger til grund for den samlede kåring, fordeler sig således: Bedste Priser 2021: Europæiske ERV, Bedste Dækning 2021: Gouda Rejseforsikring og Bedste Kundeanmeldelser 2021: Gouda Rejseforsikring.

Gouda: ”Et ualmindeligt krævende år”
I pressemeddelelsen siger Dan Kjølhede Laursen, administrerende direktør hos Gouda Rejseforsikring:

”Vi er glade og stolte over denne fine anerkendelse, efter endnu et år der har krævet ualmindeligt meget af hele rejsebranchen. Alle vores medarbejdere, fra de, der laver vores produkter, til vores kunderådgivere, har kontinuerligt skullet tilpasse og finjustere for samlet at levere det bedste produkt.”

”Vi har gennem pandemien forsøgt at navigere i alle de restriktioner, vores kunder har mødt – også for at forstå, hvilke behov for ændringer og justeringer af vores dækninger, der har været nødvendige for den rejsende, både i forhold til afbestillingsdækning og på rejseforsikring. Det har blandt andet betydet, at vi har udvidet en del på vores dækninger i takt med reglerne om krav om karantæne og skærpede indrejserestriktioner,” siger Dan Kjølhede Laursen.

Sådan findes vinderne
Årets Rejseforsikring kåres hvert år i december af RejseforsikringsGuiden.dk, baseret på kategorierne: Bedste Forsikringspriser, Bedste Dækning og Bedste Kundeanmeldelser.

For hver af de tre kategorier gives tre point for en førsteplads, to point for en andenplads og et point for en tredjeplads.

Bedste Priser 2021: Europæiske ERV: tre point, Gouda: to point og Dansk Rejseforsikring: et point.

Bedste Dækning 2021: Gouda Rejseforsikring: tre point, Europæiske ERV: to point og Dansk Rejseforsikring: et point.

Bedste Kundeanmeldelser 2021: Gouda Rejseforsikring: tre point, Europæiske ERV: to point og Dansk Rejseforsikring: et point.

Den samlede antal point giver dermed Årets Rejseforsikring 2021: Gouda Rejseforsikring: otte point, Europæiske ERV: syv point og Dansk Rejseforsikring: tre point.

Relaterede artikler:

Vi har fået flere rejsebureaukunder

Danske rejseforsikringsselskaber fraråder ikke rejser

Dansk rejseforsikringsselskab lukker