- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Halvt så mange danske overnatninger i Tyskland

Det danske overnatningstal i Tyskland faldt sidste år ”kun” 55 procent, hvilket rykkede danskerne op som Tysklands femtestørste ankomstland. Nedgangen var 80 procent fra Sverige og Norge.

Danmark rykkede sidste år under coronakrisens første op på femtepladsen over de lande, der havde flest målbare, kommercielle overnatninger i Tyskland. Danmark passerede Storbritannien, Frankrig og USA, der alle har mange flere indbyggere end Danmark.

Det oplyser Bo Schou Lauridsen, chef for blandt andet Danmark hos Tysk Turist Information, det nationale tyske turistråd, Deutsche Zentrale für Tourismus, DZT, til STANDBY.dk

Tyskland er landet, hvor danskerne under normale år har flest overnatninger i udlandet.

Sidste år blev det til 1,5 millioner danske overnatninger, et minus på 55 procent i forhold til 2019. Omvendt faldt antal overnatninger i Tyskland sidste år af både norske og svenske besøgende med cirka 80 procent. Hovedparten af svenskerne og nordmændene flyver under normale omstændigheder til Tyskland, mens hovedparten af danskerne kører i typisk egen bil.

Fem forbundsstater har to ud af tre danske overnatninger
De officielle overnatningstal i Tyskland er reelt meget større, da de for eksempel ikke medtager Airbnb-overnatninger og kun tæller kommercielle overnatningssteder med mindst ti sengepladser.

Fem af de 16 tyske bundeslande har under normale omstændigheder 60 procent af de danske overnatninger. Det er Slesvig-Holsten, Berlin, Hamborg, Niedersachsen, regionen syd for Hamborg med blandt andet Harzen, samt den sydligste forbundsstat, Bayern.

Længe før normalisering
Coronakrisen fjernede sidste år mellem 60 og 80 procent af de internationale turister, og der kan gå længe før tingenes tilstand er normaliseret, vurderer direktøren for det tyske turistråd, DZT.

Sidst i januar i år sagde Petra Hedorfer, administrerende direktør for DZT blandt andet: ”Tilbagestrømningen af udenlandske turister til Tyskland afhænger ikke kun af udviklingen her i Tyskland, men også af, hvad der sker på vores primære udenlandske markeder. Rejsemønstre skal bruge tid på at komme sig, selv hvis der går godt med vaccinationerne, og kapaciteten indenfor luftfart og hoteller skal have tid til genopbygning.

Vi skal forberede os på, at det bliver en lang proces mod genopretningen,” sagde Petra Hedorfer og tilføjede, at hun på daværende tidspunkt, sidst i januar, vurderede, at Tyskland skal frem til 2023, før tallene begynder at minde om 2019, året før coronakrisen.

”DZT kigger naturligvis grundigt på vores primære markeder, herunder hvordan det går med deres genopretning efter coronakrisen. Tallene fra disse markeder vil vise os, hvilke lande vi særligt skal prioritere, når vi efter krisen sætter turbo på vores marketing,” sagde den tyske turistchef.

Relaterede artikler:

Rejsebureauforening: Forsinket vaccine er katastrofe

UM-direktør: ”Jeg tror det bliver en fasebaseret genåbning”

Tysk turistchef: Rejsemønstre først normale i 2023