- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hindsgavl-direktør træder ind i HORESTAs bestyrelse

Uffe Høeg Johansen bliver nyt medlem i HORESTAs bestyrelse, hvor han afløser Christoffer Knuth fra Knuthenborg Safaripark.

Torsdag i sidste uge blev der valgt nyt medlem til bestyrelsen i HORESTA.

Direktør på Hindsgavl Slot, Uffe Høeg Johansen, er blevet valgt ind, mens Christoffer Knuth fra Knuthenborg Safaripark stopper. Han ønskede ikke at genopstille til bestyrelsen, da han vil koncentrere sig om arbejdet i safariparken på det nordlige Lolland.

I lidt over 10 år har Uffe Høeg Johansen fungeret som administrerende direktør på Hindsgavl Slot, der ligger vest for Middelfart med smuk udsigt til Lillebælt. Han satte sig i stillingen, da finanskrisen gjorde sit indtog i branchen i Danmark.

Prisvinder
Hindsgavl Slot er et mangeårigt hotel- og konferencecenter, der har været gennem en stor og spændende forvaltning. Krisen er for længst overstået, og stedet har efterhånden modtaget flere priser.

I prisuddelingen fra Danske Konferencecentre har Hindsgavl Slot vundet Årets Konferencecenter. Herudover har man i de to seneste år modtaget Møde & Event Awarden. Først for landets bedste service og i 2018 for at have de bedste lokaler. Et tegn på, at Hindsgavl Slot er veldrevet.

Uffe Høeg Johansen er også formand for HORESTAs uddannelsesudvalg og for HORESTA Region Syddanmark.

Genvalg til bestyrelser
Der var genvalg til flere af bestyrelsesmedlemmerne på HORESTAs repræsentantskabsmøde i sidste uge. Allan Agerholm (BC Hospitality Group), Hilding Hvid (Gjerrild Kro) og Georg Sørensen (Messecenter Herning) blev valgt for to år i henholdsvis bestyrelserne hos HORESTA Brancheforening og HORESTA Arbejdsgiver.

Der var genvalg til Sonja Dive-Dahl (Radisson Hotel Group) og Lars Mouritzen (Restaurant Papegøjehaven og Rønnes Hotel), der begge fortsætter i ét år i HORESTA Brancheforenings bestyrelse.

 

Relaterede artikler:

Ny hotelchef på Hindsgavl Slot

Kårer årets danske konferencecenter 2018

Nyt dansk hotelakademi vil uddanne nye brancheledere

Horesta-formand i europæisk hotelbestyrelse

Horesta får ny bestyrelse