Sammenslutningen Danske Konferencecentre, der har over 100 konferencesteder som partnere, har netop sat navn på Årets Konferencecenter 2018, valgt af mødeplanlæggere og kursusdeltagere.
Hindsgavl Slot tæt ved Middelfart og Lillebælt vandt prisen som Årets Konferencecenter 2018 for sin kombination af klassisk slot og moderne hotel- og konferencevirksomhed samt dets ekstraordinære service, lyder det fra sammenslutningen Danske Konferencecentre.
Hindsgavl Slot, der udover sine mødelokaler også har 120 hotelværelser, modtog prisen som Årets Konferencecenter på generalforsamlingen i Danske Konferencecentre mandag i denne uge.
”Hindsgavl har modtaget flere priser de seneste par år, og vi kan kun tilslutte os begejstringen. Hindsgavl med direktør Uffe Høeg Johansen i spidsen sætter barren højt for branchen, og vi er stolte over at have dem i vores sammenslutning,” siger Marlene H. Sylvester-Hvid, direktør for Danske Konferencecentre, der står bag prisen Årets Konferencecenter og tilføjer:
”Det er udelukkende gæsternes evalueringer, der ligger til grund for kåringen, hvilket gør vindertitlen yderligere troværdig og eftertragtet.”
Fleksibilitet og højt serviceniveau
Det er første gang Hindsgavl Slot vinder titlen som Årets Konferencecenter, og det glæder direktør Uffe Høeg Johansen:
”Vi er meget glade og stolte over at vinde denne pris i sådan et stærkt felt. Kåringen af Årets Konferencecenter er 100 procent baseret på gæsternes oplevelse. Det er personalets holdindsats, der har gjort forskellen hos os, og jeg er meget stolt og taknemmelig,” siger han i pressemeddelelsen fra Danske Konferencecentre.
Selveste H.C. Andersen har også boet på Hindsgavl Slot og angiveligt kaldt området omkring slottet det smukkeste sted i Danmark.
Tæt på Hindsgavl ligger i øvrigt en af Danmarks nyere og unikke turistattraktioner: bridgewalking over den gamle Lillebæltsbro, turen tager cirka to timer.
Relaterede artikler:
Priser til den danske møde- og eventbranche