- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Højsæson øger omsætning på hoteller og restauranter

Den danske hotel- og restaurantbranche skaber i sommermånederne 6.000 flere jobs og en øget omsætning på 1,5 milliarder kroner, viser ny analyse fra Dansk Erhverv.

Travlheden med de mange danske og udenlandske turister i juni, juli og august betyder omkring 6.000 ekstra fuldtidsjobs – svarende til cirka 1,5 milliarder kroner i øget omsætning i perioden.

I de tre intensive sommermåneder er der over 17 millioner overnatninger på danske hoteller, feriecentre, vandrehjem og feriehuse. Det resulterer i øget omsætning og jobs på hoteller og andre overnatningsfaciliteter samt spisesteder.

”Turismeerhvervet er vigtigt for dansk økonomi, og det er en af de brancher med gode muligheder for at tjene ekstra i sommerferien, hvis man for eksempel er studerende,” siger chef for Turisme og Oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, Lars Ramme Nielsen, og fortsætter:

”Men de studerende kan ikke gøre det alene, især hotellerne har store udfordringer med at finde kvalificeret arbejdskraft. Derfor er det vigtigt, at vi får set på, om vi har de uddannelser, der efterspørges i branchen og, hvordan vi tiltrækker kvalificeret, udenlandsk arbejdskraft. Der er et enormt vækstpotentiale for turisme i Danmark, men branchen kan ikke løfte opgaven uden den nødvendige arbejdskraft.”

Sommeren øger omsætningen
Dansk Erhverv har i sin nye analyse set på, hvor meget ekstra omsætning, restauranter samt hoteller og andre overnatningssteder har i sommermånederne sammenlignet med såkaldte normale måneder udenfor højsæsonen.

Analysen viser, at sidste år var omsætningen hos hoteller og andre overnatningssteder 650 millioner kroner højere i sommermånederne sammenlignet med månederne udenfor sæsonen. Det svarer til 13 procent mere end det månedlige normaltal, oplyser Dansk Erhverv STANDBY.dk

I restaurationsbranchen var ekstraomsætningen i sommermånederne 850 millioner kroner, eller seks procent over det normale månedlige gennemsnit. På restauranter og andre spisesteder skyldes den ekstra omsætning i sommermånederne dog ikke udelukkende turister eller forretningsrejsende. Det kan også skyldes, at eksempelvis familierne formentlig er mere tilbøjelige til at spise ude i sommermånederne, noterer Dansk Erhverv.

Relaterede artikler:

Nyt dansk hotelakademi vil uddanne nye brancheledere

Kendt hotel blev større

Hotelkæde har boom af danske gæster