- STANDBY.DK - https://standby.dk -

HORESTA: ”Alle pile peger den forkerte retning”

Mens danskerne i sommerferien var flittige til at bruge hoteller, var billedet et andet i september. Og dermed var der ikke modvægt til de store tab i erhvervsrejsende og udenlandske turister, siger HORESTA.

Antallet af hotelovernatninger faldt i september med over 600.000, et tab på næsten 40 procent sammenlignet med sidste år.

Jens Zimmer Christensen, formand i HORESTA, fortæller, at sommeren var en historie for sig, men at erhvervet nu lider under fald i alle kundesegmenter: Danske ferieturister, forretningsrejsende og udenlandske gæster.

”Alle pile peger lige nu i den forkerte retning. Mens vi i sommeren så ind i en genåbning og en udfasning af restriktioner, så er virkeligheden nu en anden med restriktioner, der strammes. Der er lang vej til varmegraderne stiger, og smittetallet forhåbentlig igen falder. Men hotelerhvervet har ikke likviditet til flere måneders intens krise. Derfor er situationen alvorlig, og behovet for politisk hjælp er ikke blevet mindre,” siger Jens Zimmer Christensen.

Han foreslår, at regeringen udbetaler de sidste to ugers feriepenge, men kobler dem til et oplevelsesfradrag, som det kendes med håndværkerfradraget, således at pengene kommer de hårdest ramte brancher til gavn. Det skriver HORESTA i en pressemeddelelse.

6,3 færre danske hotelovernatninger siden marts
Siden coronakrisen begyndte i marts i år, har de danske hoteller haft 6,3 millioner færre hotelovernatninger sammenlignet med samme tid sidste år, oplyser HORESTA.

Hotelejer og HORESTA’s bestyrelsesformand, Jens Zimmer Christensen, tilføjer, at de nuværende hjælpepakker løber til udgangen af januar, men det er ikke nok.

”For hotelerhvervet har historisk sit dårligste kvartal i starten af året, og virksomhederne kommer ikke til at have den sædvanlige december-omsætning til at betale regningerne. Og lige netop regningerne er der nok af, da mange forretninger skubber udskudt skat og moms foran sig,” siger Jens Zimmer Christensen.

Det største fald i overnatninger i september i år, oplevede Region Hovedstaden, der tabte 57,5 procent sammenlignet med sidste år.

”Det står værst til i København, da hotellerne typisk har den højeste andel udenlandske gæster. Normalt er byen pakket med kongresser og store konferencer i september og oktober, men dem har der ikke været nogen af i år,” siger Jens Zimmer Christensen.

Hotellerne i Region Sjælland klarede sig bedst igennem september, men det blev alligevel til en nedgang på 6,9 procent i overnatninger sammenlignet med 2019, viser tallene fra HORESTA.

Relaterede artikler:

Allan Agerholm forlader HORESTA’s bestyrelse

Coronakrisen smadrede den gamle dagsorden

Regeringen opfandt seksdagesreglen uden at spørge eksperter