- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Horesta: Erhvervspakke styrker turismen

TURISME: Turismen har markant rolle i erhvervspakken, som regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale har indgået forlig om.

TURISME: Turismen har en markant rolle i erhvervspakken, som regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale har indgået forlig om.

”Stor ros til aftaleparterne for at styrke konkurrencekraften for et af Danmarks største eksporterhverv,” siger Horestas direktør, Katia K. Østergaard.

Dansk turisme skaber beskæftigelse til 118.000 danskere og er et af landets vigtigste eksporterhverv med en årlig omsætning fra udenlandske turister på milliarder af kroner.

Et af de vigtigste initiativer i forliget er tilførsel af ekstra 15 millioner kroner årligt til VisitDenmark. Horesta har tidligere kritiseret, at der var lagt op til en beskæring af VisitDenmarks midler på 10,7 millioner kroner til næste år.

”Kampen om de internationale turister er benhård, og skal Danmark tage del i væksten i den internationale turisme, kræver det markedsføring i top. De ekstra midler til VisitDenmark er afgørende for, at vi kan fastholde markedsføringstrykket på især vores nærmarkeder”, siger Katia K. Østergaard.

Turisterhvervet har oplevet vækst de senere år, men er alligevel blevet overhalet af mange af konkurrenterne i Nordeuropa, der investerer massivt i markedsføring og har flottere vækstkurver.

Horesta klapper også af, at regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale i forbindelse med forliget har opnået enighed om at lempe på varmeafgiften for landets hoteller.

”Danske hoteller er i global konkurrence om at tiltrække turister fra hele verden. Konkurrencedygtige rammevilkår er afgørende for, om Danmark får del i de kommende års vækst i den globale turisme. Vi er derfor fulde af anerkendelse af, at forligspartierne nu er parate til at lette rumvarmeafgiften på hoteller og restauranter,” siger Katia K. Østergaard.

Relaterede artikler:

Bredt program til Horestas Årsdag

Horesta ønsker skattereform giver flere jobs

Mange fejrede Horesta-formand