- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hotel lokker med burgere og cola

Marienlyst Strandhotel forsøger med nyt tiltag at tiltrække unge, der står uden for arbejdsmarkedet. Det handler om socialt ansvar, lyder det fra hotellet.

Mangel på arbejdskraft i hotelbranchen og arbejdsløse unge i Danmark. Det er to fluer, som Marienlyst Strandhotel nu søger at slå med et smæk. Det skriver hotellet i en pressemeddelelse.

Hotellet inviterer unge fra sit lokalområde, der står udenfor arbejdsmarkedet, til frokost i samarbejde med Helsingør Kommune og Fredensborg Kommune.

Her bliver de unge vartet op med burgere og cola, mens ansatte fra Marienlyst Strandhotel fortæller de unge om mulighederne for en elevuddannelse som tjener, kok eller receptionist.

Erhvervslivet har et ansvar
For hotellet handler det ikke kun om at skaffe mere arbejdskraft. Man er også blevet inspireret af statsminister Mette Frederiksens nytårstale, hvor hun satte fokus på de 45.000 unge danskere, som hverken har arbejde eller uddannelse.

”Det er helt rigtigt set (af statsministeren red.) at sætte politisk fokus på de unge, der ikke har fundet vejen i livet endnu. Men det er mere end et politisk ansvar. Det er et fælles samfundsansvar, og i erhvervslivet har vi i den grad mulighed for også at tage vores del af ansvaret på os,” fortæller Michael Lauritsen, administrerende direktør hos Marienlyst Strandhotel.

Skal give unge lyst til erhvervsuddannelser
Marienlyst Strandhotel inviterer også alle unge i 9. og 10. klasse i Helsingør og Fredensborg Kommune og deres forældre på aftenbesøg, hvor de kan høre mere om hotellet som arbejds- og elevplads.

Hotellet håber, at aftenbesøgene kan inspirere flere unge til at tage sig en erhvervsuddannelse inden for hotel- og restaurationsbranchen.

”Vi skal vise de unge mennesker, at den praktiske faguddannelse for mange er vejen til et fantastisk arbejdsliv, hvor det for andre er den boglige vej. Jeg er selv glad for alt det, min tjeneruddannelse har givet og stadig giver mig. Jeg ved også, hvilken værdi mine kollegaer, der har læst flere bøger på skolebænken end mig selv, skaber. Ingen af os kan undvære hinanden, og det vil vi fortælle de unge mennesker og deres forældre,” siger Michael Lauritsen.

 

Relaterede artikler:

Dansk Erhverv: Stadig mangel på arbejdskraft

Hvert andet danske hotel mangler arbejdskraft

Gratis arbejdsrum er en fordel for Comwell