”I fravær af konkurrence er hotellerne nødt til at acceptere bookingportalernes høje provision, i stedet for at sætte en skarpere pris til gavn for forbrugerne,” skriver Lars Ramme Nielsen. Pressefoto: Dansk Erhverv.

Dansk Erhverv: Stadig mangel på arbejdskraft

Trods langsomt første kvartal bliver foråret bedre ifølge Dansk Erhverv, der peger på, at mangel på arbejdskraft stadig er den største udfordring for hotellerne. ”Med den viden, vi har nu, er vi ikke så negative endda,” lyder det fra markedschef.

Første kvartal af 2023 tegner til at blive mindre travlt end normalt for den danske hotelbranche. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 41 procent af de adspurgte hoteller i december peger på mangel på efterspørgsel som produktionsbegrænsning, imens tallet var 25 procent i juni.

Ifølge Lars Ramme Nielsen, der er markedschef for turisme, oplevelse og kultur i Dansk Erhverv, er det stadig COVID-19, der spøger i kulisserne.

”Belægningsgraden er lavere end normalen for første kvartal. Det skyldes, at beslutningshorisonten bliver kortere og kortere, fordi mange eventarrangører har garderet sig mod en potentiel tilbagekomst af corona i januar og februar ved at placere events senere,” siger Lars Ramme Nielsen til Standby.dk.

Rejsetrangen er ikke væk
Første kvartal ser dog ikke ud til at slå grundtonen an for resten af 2023, fortæller Lars Ramme Nielsen.

”Med den viden, vi har nu, er vi ikke så negative endda. Der er en fornuftig volumen i de arrangementer, der allerede er i bøgerne i andet og tredje kvartal. Derudover ser det ud til, at rejsetrangen stadig er der hos forbrugerne, og det betyder, at vi forventer, at næste kvartal bliver bedre,” siger markedschefen.

Han spår, at de næste kvartaler bliver så travle, at mangel på arbejdskraft fortsat kommer til at være hotellernes største hovedpine i 2023. Det er ifølge Lars Ramme Nielsen et tilbagevendende, strukturelt problem, som regeringen må tage stilling til.

Efterspørger hurtig politisk handling
I det nye regeringsgrundlag er Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre blevet enige om at sænke beløbsgrænsen for, hvor meget arbejdstagere fra lande uden for EU skal tjene årligt for at have ret til at arbejde i Danmark. Formålet er at øge arbejdsudbuddet ved hjælp af udenlandsk arbejdskraft. Det løfte ser Lars Ramme Nielsen gerne, at regeringen opfylder så hurtigt, det er muligt.

”Vi efterspørger hurtig ageren på regeringsgrundlaget, hvoraf det fremgår, at der skal etableres en ny supplerende beløbsordning, hvor indtægtsgrænsen er 375.000 kroner årligt, og at regeringen vil indføre endnu en supplerende ordning med lavere beløbsgrænser for certificerede virksomheder, der er omfattet af ordnede løn og arbejdsvilkår,” siger Lars Ramme Nielsen.

I december svarede 18 procent af de adspurgte hoteller, at de manglede hænder, imens tallet var hele 75 procent i juni.

 

Relaterede artikler:

Hotellerne vil mærke at økonomien går et gear ned

Farvel til Store Bededag kan blive dyr for hoteller

Hoteller har udsigt til ”deprimerende første kvartal”