- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hotelgigant skal have endnu et varemærke

I løbet af kort tid vil Marriott International, verdens største hotelkoncern, lancere endnu et varemærke – sit 32. Til efteråret åbner to nye Marriott-hoteller i København.

Nyheden om det næste varemærke fra Marriott kom i går, onsdag, i en briefing fra koncernchefen for Tony Capuano om koncernens seneste kvartalsregnskab.

Her sagde koncernchefen, at Marriott snart ville præsentere ”et simpelt, moderne strømlinet og nyskabt udvidet produkt for langtidsophold.”

Ingen hotelkoncerner overgår Marriott International, der som verdens største foreløbig har 8.300 hoteller og resorts med snart 1,4 millioner værelser fordelt på 31 varemærker.

Marriott nye varemærke – navnet er endnu ikke offentliggjort – kommer ifølge Travel Weekly i samme kategori som Marriott-varemærker som Residence Inn og Marriott Executive Apartments.

Marriott har også netop ekspanderet på mellemklassemarkedet med overtagelsen af franchiserettighederne til det mexicanske City Express-varemærke der er store i Latinamerika og Caribien.

Marriott øger i Danmark
Danmark får til november yderligere to Marriott-hoteller, endda i samme bygning og med to af Marriotts varemærker: Fairfield by Marriott og Residence Inn by Marriott. De to kommende hoteller i Københavns Nordhavn bliver begge firestjernede: Fairfield by Marriott-hotellet får 222 værelser og suiter, mens Residence Inn by Marriott rummer 89 hotellejligheder til gæster på længere ophold.

Bag bygningen i Københavns Nordhavn står PFA Ejendomme, mens de to Marriott-hoteller skal drives af den danske hoteloperatør Core Hospitality, der ejes af grundlæggeren af Zleep Hotels, Peter Haaber, og hans familie.

Danmark har foreløbig fire Marriott-hoteller, alle i København. Copenhagen Marriott Hotel er med sine 406 værelser og suiter Danmarks største femstjernede hotel, mens AC by Marriott Bella Sky Copenhagen er Danmarks næststørste hotel med 811 værelser. Begge drives af Bellagroup med blandt andet Bella Center.

Det mindste Marriott-hotel i København er The Socialist, a Tribute Portfolio, i København. Tribute Portfolio er et af Marriott-koncernens 31 varemærker. Dette hotel har kun 31 værelser og suiter.

Ligeledes er der Moxy-hotellet i Københavns Sydhavn, også drevet af Core Hospitality. Moxy er ligeledes et af de 31 brands i Marriott-familien.

 

Relaterede artikler:

Marriott får grønt lys til at overtage hotelkæde

Hilton på vej med 3.000 nye hoteller

Nye Marriott-hoteller klar i København til efteråret