- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hotelkæde vil bruge milliardbeløb på navneændring

Den store internationale hotelkæde Carlson Rezidor Hotel Group skal fremover markedsføres under nyt navn. Kæden har otte varemærker og store vækstplaner.

Fra 5. marts skifter Carlson Rezidor Hotel Group officielt navn til Radisson Hotel Group (RHG). Skiftet sker blandt andet fordi Radisson, et af kædens varemærker, på verdensplan er mere kendt og indarbejdet. Det er ønsket, at Radisson Hotel Group indenfor de kommende fem år skal blive et af verdens tre bedst kendte hotelvaremærker; det vil blandt ske i konkurrence med store hotelkoncerner som Hilton og Marriott.

I forbindelse med navneskiftet indleder hotelgruppen også en længevarende kampagne, der skal tydeliggøre de primære varemærker i hotelbranchen. Nogle af navneændringerne er allerede i gang, for eksempel har et af varemærkerne officielt skiftet navn fra Country Inn & Suites by Carlson til Country Inn & Suites by Radisson.

Radisson Hotel Groups varemærker bliver Radisson Collection som flagskibet i toppen fulgt af Radisson Blu; Park Plaza; Radisson; Park Inn by Radisson; Radisson Red; Country Inn & Suites by Radisson og økonomimuligheden Prizeotel.

Kæden forventer over de kommende år at bruge mere end 200 millioner dollars, over 1,2 milliarder kroner, på at promovere navneændringen samt tydeliggøre kædens varemærker og hvad de står for.

Selve Carlson Hotels, der har hovedkvarter i Minnesota i USA, blev for et par år siden købt af den kinesiske investeringsgigant HNA Group, som blandt meget andet også er medejer af Rezidor Hotel Group, der er registreret som hjemhørende i Sverige. Siden kinesiske HNA købte sig ind i Carlson Hotels har hotelkæden tre gange skiftet koncernchef.

Over 50.000 flere hotelværelser
Radisson Hotel Group vil samlet have tæt på 1.200 hoteller verden over. Kædens hoteller har i dag omkring 188.000 værelser – målet menes at blive 255.000 værelser på et øget antal hoteller i 2022.

Rezidor-navnet har i dag primært fokus på hoteldrift i Europa, Mellemøsten og Afrika, mens Carlson Hotels primært er i Nordamerika og Asien.

Relaterede artikler:

Kina køber stor USA-hotelkæde

Bruxelles fik verdens første Radisson Red-hotel

Flere hoteller på vej blandt Danmarks største