- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hurtigruten skifter kommerciel direktør

Det norske rederi Hurtigruten, der sejler mellem Kirkenes i nord og Bergen, har fået Iain Powell som ny kommerciel direktør. Han har senest været direktør for rederiet i Norden og Storbritannien.

Som kommerciel direktør skal han Iain Powell lede Hurtigrutens kommercielle strategi, styrke dets markedsposition og stå for fortsat udvikling.

Det skriver det norske rederi i en pressemeddelelse. Hurtigruten konkurrerer med et andet norsk rederi, Havila Kystruten, på strækningerne mellem Kirkenes og Bergen.

I pressemeddelelsen siger Hedda Felin, administrerende direktør i Hurtigruten, som Petter Stordalen i øvrigt er medejer af:

”Vi er glade for at Iain vil påtage sig den nye rolle som vores kommercielle direktør. Han har på kort tid (som direktør for Hurtigruten i Norden og Storbritannien, red.) vist både lederskab, forretningsforståelse og evne til at gennemføre projekter. Det er kvaliteter som vil være afgørende i Hurtigrutens videre udvikling.”

Pressemeddelelsen oplyser ikke, hvem Iain Powell afløser som kommerciel direktør eller hvem der nu bliver ny direktør for Norden og Storbritannien.

Sejler mellem 34 havne
Hurtigruten er ifølge pressemeddelelsen i en periode med stærk vækst. Iain Powell får en nøglerolle i arbejdet hos Hurtigruten med at realisere vækststrategien og skabe større værdi for rederiets gæster og partnere over hele verden, oplyses det.

Til Standby.dk oplyser Hurtigruten forleden, at de fem største passagergrupper blandt rederiets 201.000 gæster sidste år var nordmænd (79.000 gæster), Tyskland (44.000), Frankrig (18.000), Storbritannien (12.000) og USA med 11.500. Der var 3.400 danske gæster med Hurtigruten sidste år, et tal der forventes at stige til 5.000 i år, blev det oplyst.

Iain Powell siger om sit nye job: ”Der er stor interesse for at opleve Norge, og Hurtigruten byder på et produkt i verdensklasse og et betydeligt potentiale for vækst. Jeg ser frem til samarbejdet for at realisere mulighederne foran oss.”

I alt betjener Hurtigruten 34 havner mellem Kirkenes og Bergen. Hertil kommer rederiets såkaldte signaturruter Nordkapplinjen og Svalbardlinjen. I alt har rederiet 10 skibe, 130 års erfaring og i dag 2.100 medarbejdere.

 

Relaterede artikler:

Hurtigruten forventer stor stigning af danske gæster

Skib fra norske Hurtigruten skifter atter navn

Efter milliardtab: Hurtigruten får ny ejerkreds