- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Icelandair presses af ny distributions-teknologi

Lufthansa overtræder EU’s konkurrenceregler ved at nægte Icelandair adgang til dets distributionssystem, mener topchef i Icelandair, der også er utilfreds med store flyprisportaler.

Distribution af fremtidens rejser var på dagsordenen, da Danish Business Travel Association forleden havde sammenkomst på Scandic Kødbyen i København.

De over 110 tilmeldte DBTA-medlemmer hørte indlæg fra blandt andre Amadeus, American Express Global Business Travel, Lufthansa Group og SAS. Her blev fremtidens distribution af rejser diskuteret, herunder NDC. Via IATA’s New Distribution Capability (NDC) ønsker en række IATA-flyselskaber, at der bookes flere flybilletter direkte hos dem – fremfor i reservationssystemer, GDS’erne, som Amadeus, Galileo, Sabre og Worldspan, som flyselskaberne skal betale afgifter til.

Icelandair har klaget til EU
Et af indlæggene under torsdagens DBTA-møde kom fra Jens Bjarnason, senior vice president for corporate affairs hos Icelandair. Han sagde i forbindelse med arrangementet til STANDBY.dk: ”Som Icelandair ser dagens virkelighed indenfor distribuering af flybilletter, er der to store udfordringer.”

“I dag styres visninger af flyvninger på de traditionelle globale distributionssystemer af EU-regler, baseret på blandt andet pris, tidspunkt og dato. Dette har medvirket til at give et mindre flyselskab som Icelandair chancen for at vokse, for vi har altid været forsikret om, at vi ville være synlige i reservationssystemerne.”

“Men nu truer to udviklinger den neutralitet, der er med reservationssystemerne. Store flyselskaber som Lufthansa udvikler deres egne distributionssystemer, og tillader kun adgang for nogle flyselskaber. De promoverer deres egne systemer overfor rejsebureauer, der får gode priser på Lufthansa Gruppens-flyvninger.”

“Icelandair har spurgt Lufthansa, om vi også kan blive vist i deres system, men det ønsker Lufthansa ikke. Den afvisning føler vi er en overtrædelse af EU’s konkurrenceregler. Vi har klaget til EU, men endnu ikke fået nogen reaktion,” sagde Jens Bjarnason og tilføjede:

”Fordi Lufthansa, der ejer systemet, har restriktioner for, hvilke andre flyselskaber de vil vise i deres eget system, har for eksempel mange tyske rejsebureauer kun et begrænset antal flyvninger til rådighed. Det mener vi er ulovligt, men Lufthansa slipper afsted med det.”

De dybeste lommer
Jens Bjarnason, chef for Icelandairs corporate affairs, sagde, at den anden store distributionsudfordring for et mindre selskab som Icelandair er ”udviklingen på metasites indenfor store prisportaler som Kayak og Google Flights.”

Han sagde til STANDBY.dk: ”Søger man på disse metasites efter flybillet fra for eksempel Seattle til København (hvor der ikke mere er en direkte rute – efter SAS i 2009 lukkede sin betjening, red), bliver Icelandair først vist langt ned i searchen – selv om vi synes, at vi har kortere rejsetid og gode priser…

Men hvordan flyselskaberne får vist deres priser på metasites, er ikke gennemskueligt og er noget, der sker bag scenen. Vores frygt er, at de flyselskaber med de dybeste lommer, der kan betale mest, bliver vist først, mens mindre aktører stille og roligt skubbes til side,” siger Jens Bjarnason fra Icelandair.

Icelandair kiggede på Star Alliance
Jens Bjarnason sagde i sit indlæg på DBTA-mødet, at Icelandair havde været i dialog med SAS om muligt medlemskab af Star Alliance. Bagefter uddybede han overfor STANDBY.dk:

”Icelandair har altid haft meget stærke forbindelser med SAS; forbindelsen mellem Island og Danmark har altid været stærk, da Island jo var en dansk koloni frem til 1944. Så det var kun logisk, at vi henvendte os til SAS om alliance-samarbejde.

Det var nogle drøftelser for over ti år siden, men Icelandair følte på det tidspunkt, at vi ville miste vores uafhængighed til at gøre tingene på vores måde. Var vi kommet i en stor alliance, var det blevet gjort op så man aftalte (på for eksempel ruteåbninger til USA, red), hvilken del af markedet, Icelandair skulle have.

Men som udviklingen er i dag, fortsætter Jens Bjarnason, vil det blive sværere på distributionsområdet at være et mindre uafhængig flyselskab – det bliver sværere for Icelandair med synlighed i søgninger.”

Tæt på Wow Air
Både Icelandair og dets største islandske konkurrent, Wow Air, har det svært økonomisk, navnlig Wow Air. Derfor forsøgte Icelandair og Wow Air sidste måned at komme til enighed om, at Icelandair skulle overtage konkurrenten. Men Wow Air sprang tilsyneladende i målet og indledte i stedet endnu uafklarede forhandlinger med den amerikanske kapitalfond Indigo Partners.

Om forløbet med det mulige køb af Wow Air, siger Jens Bjarnason: ”Icelandair ville købe Wow Air på nogle betingelser, blandt andet en gennemgang af deres økonomi, herunder at de skulle returnere nogle af deres fly. Men dette blev ikke til noget, så Icelandair trak sig – og Wow Air kigger stadig efter investorer. De taler med amerikanske Indigo Partners, men endnu er intet på plads, som vi forstår situationen.”

Icelandair havde sidste år 356.000 passagerer til og fra Københavns Lufthavn, en af selskabets største destinationer – i alt forventer Icelandair samlet i år 4,2 millioner passagerer mod fire millioner sidste år.

Relaterede artikler:

Flyprisportaler anmeldt for vildledende markedsføring

Wow Air-farvel betyder ikke meget for rejsebureauer

Kendt profil tilbage hos Icelandair i Skandinavien