- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Igen sværere at komme ind i Island

Fra midnat til onsdag skærper Island indrejsereglerne for alle nationaliteter. Alle skal testes to gange; ved ankomst og igen efter fem dage. Turister må blandt andet ikke gå på restaurant.

Efter den første test, typisk ved ankomst til Islands hovedlufthavn, Keflavik, der ligger 50 kilometer fra hovedstaden Reykjavik, kan turisten tage til sit bestemmelsessted, for eksempel hotellet, og vente på svar. Turisten skal betale op til 500 kroner for de to tests.

I de første fem dage af opholdet i Island skal den rejsende blive på overnatningsstedet og undgå kontakt med andre end de, man eventuelt rejser sammen med.

Det skriver Udenrigsministeriet i København i en opdateret rejsevejledning for Island.

I rejsevejledningen hedder det blandt andet også: ”Du skal overholde de generelle regler: Holde to meters afstand til andre personer, Undgå håndtryk og kram, Sørge for god personlig hygiejne, herunder grundig håndvask.”

De skærpede islandske indrejsekrav betyder for eksempel også, at den udenlandske turist gerne må overnatte på hotel eller privat, for eksempel Airbnb, hvis der er adgang til separate bade- og toiletfaciliteter.

Det er ikke tilladt at overnatte i autocamper eller på campingpladser ligesom turister ”ikke må besøge steder, hvor der kan forventes at være andre mennesker, såsom restauranter, barer, butikker og svømmehaller.”

Turisterne må under de nye regler eksempelvis gerne køre ture i egen eller lejet bil eller blot gå en tur.

Skal selv betale test
Indrejsende til Island skal inden ankomst registrere sig hos de islandske myndigheder via dette link for at sikre en COVID-19 test ved ankomst. Den første test koster cirka 400 danske kroner, hvis man betaler ved registrering, eller cirka 500 kroner, hvis man betaler ved ankomst. Den anden test er gratis.

Hvis en af de to tests er positive, vil man blive anmodet om at selvisolere. Hvis turisten ikke har mulighed for at selvisolere, vil de islandske myndigheder tilbyde overnatningssteder, oplyser Udenrigsministeriet.

50.000 danske turister om året
Med et stabilt tal på omkring 50.000 danske ankomster under normale rejseår til Island, hvor danskerne i snit er en lille uge, er Danmark under normale omstændigheder kun Islands 9. største incominggruppe.

Under normale år topper besøgende fra USA med 500.000 årlige ankomster, fulgt af briterne med 270.000 og 134.000 tyskere. Herefter kommer kineserne, franskmændene, polakkerne, canadierne og spanierne.

På årsbasis har Island cirka 2,5 millioner ankomster fra udenlandske turister.

Icelandair flyver i denne tid to gange om ugen til Billund Lufthavn og har op til tre fly om dagen til Københavns Lufthavn. Det er obligatorisk for alle passagerer og besætningsmedlemmer at bære ansigtsmaske på Icelandair-flyvninger. Det gælder fra det tidspunkt, passagererne går ombord og indtil de forlader flyet igen. Masker må tages af, mens man spiser og drikker.

Relaterede artikler:

Rejsevejledninger: Endnu tre lande bliver orange

Regeringen åbner for regionale rejsevejledninger

Island klar med ny global turistkampagne